Andreas Mogensen har fået 'nøglerne' til ISS og kan nu kalde sig rumkaptajn

Selvom den danske astronaut nu kan sætte flueben ud for kommandør, så har han stadig over 30 forsøg, han skal i mål med.

Andreas Mogensen fik overdraget 'nøglen' til ISS af den russiske kosmonaut Sergej Prokopjev. Han skal sammen med kosmonauten Dmitri Petelin og den amerikanske astronaut Frank Rubio nu tilbage til Jorden.

Det er mange rumnørders barndomsdrøm, som den danske astronaut, Andreas Mogensen, i dag udlever.

Som den sjette europæer - og den første dansker - er han blevet leder af Den Internationale Rumstation (ISS), der kredser rundt 400 kilometer over Jorden.

Selv tager den danske astronaut udnævnelsen med sin vanlig ro.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan leve op til forventningerne, lyder det fra Andreas Mogensen i et svar til DR Nyheder.

Mere begejstret er astrofysiker Jophiel Nyman.

- Én ting er at blive ESA-astronaut, men rumkaptajn, udbryder han begejstret, da DR spørger ind til dagens ceremoni.

- Han er ét stykke smuglergods fra at være Han Solo, siger Jophiel Nyman med henvisning til Star Wars-serien,

Det er ikke lige sådan at ringe op til rumstationen, men den danske astronaut har svaret på DR's spørgsmål på skrift.

Og efter en måned i det ydre rum, så er hverdagen så småt ved at indfinde sig for de fire vægtløse astronauter, fortæller Andreasen Mogensen.

- Vi har alle fundet vores rutine, men det betyder også, at vi skal være lidt mere påpasselige, så vi ikke laver fejl, skriver Mogensen.

- I starten var alt nyt, og vi var meget koncentreret om alle detaljerne i vores arbejde. Nu, hvor vi har vænnet os til at være her, er det let at slappe af og miste koncentrationen og lave dumme fejl, lyder det fra den nyudnævnte kommandør.

Andreas Mogensen holdt en kort tale, efter "nøglerne" var blevet overdraget til ham:

Andreas Mogensen har fået 'nøglen' til ISS

De dumme fejl kommer Andreas Mogensen nu til at stå til ansvar for, efter han her til eftermiddag har fået overleveret "nøglen" til rumstationen.

Nøglen, som i virkeligheden er en kopi af håndtaget til at åbne rumstationen, har Mogensen fået fra den russiske kosmonaut Sergej Prokopjev, der nu skal tilbage til Jorden.

Ved ceremonien takkede Andreas Mogensen kosmonauten for hans gode lederskab.

- Det er en ære at overtage kommandoen, sagde han.

- Jeg håber på at aflevere rumstationen i lige så god stand, som da jeg ankom.

Selvom det er en ærefuld overdragelse, så har den ligeså stor symbolsk værdi, forklarer Per Lundahl Thomsen, som er chefkonsulent ved DTU Space.

- Det er som at få en ekstra stribe på skulderen.

Andreas Mogensen fik overdraget 'nøglen' til ISS. Den nu afgået kommandør, Sergej Prokopyev, skal sammen med kosmonauten Dmitri Petelin og den amerikanske astronaut Frank Rubio tilbage til Jorden. De skulle være rejst hjem for seks måneder siden, men afgangen blev udskudt.

En egentlig stribe kommer ikke til at pynte den danske astronauts uniform, da kommandørtitlen mest af alt er en ærestitel.

- Men det er bestemt noget, han skal være superstolt af, siger Per Lundahl Thomsen.

Han vurderer, at Mogensen formodentlig er blevet udvalgt, da han er "så empatisk" og vellidt blandt sine kollegaer.

- Han er meget dygtig til at kommunikere og være bindeled mellem astronauterne og kollegaerne på Jorden.

Astrofysiker Jophiel Nyman understreger dog, at Andreas Mogensen først og fremmest er blevet valgt, da han er en knalddygtig astronaut.

- Normalt plejer astronauternes rejser og varigheden af dem at afhænge af, hvor meget landet betaler til Det Europæiske Rumagentur (ESA). Danmark betaler næsten ingenting, siger Jophiel Nyman.

Det er anden gang, at astronauten befinder sig på ISS.

Første gang var i 2015, hvor han var på et otte dage langt ophold. I denne omgang skal han være på rumstationen i cirka et halvt år.

- Så det, at Andreas Mogensen har fået en tur mere, er et tegn på, at han er hamrende dygtig. At han er blevet kommandør er kun mere vand på den mølle.

Uagtet, at Andreas Mogensen nu tilhører en eksklusiv klub på cirka 70 rum-kommandører, så er det ikke noget, der kan ses ud fra hans lønseddel, forklarer Per Lundahl Thomsen.

Ifølge Finans har Andreas Mogensen en årlig løn på 726.000 kroner, som i øvrigt er fritaget fra almindelig indkomstskat, da Mogensen er ansat hos ESA.

Har lavet chokolademousse til besætningen

Selvom Mogensen fra i dag altså har det overordnede ansvar for rumstationen, så kan han ikke bare uddelegere og smække benene op på træbordet.

Først og fremmest fordi der hverken er træborde eller tyngdekraft på ISS, men derudover venter de sædvanlige gøremål, forklarer den danske astronaut.

- Jeg har de samme forsknings-, vedligeholdelses-, og reparationsopgaver som før. Men jeg skal finde tid imellem mine arbejdsopgaver og i min fritid om aftenen og weekenden til at løse kommandørrollen, siger han.

Og der nok at tage fat på. Ud over det daglige træningsprogram på to timer har Andreas Mogensen sin egen mission og over 30 forsøg, som han arbejder på.

Ud over sikkerheden og kontakten til Mission Control i Houston er Mogensen som rumkaptajn også ansvarlig for besætningens trivsel og velbefindende.

En måde at sikre god stemning og højt humør er med søde sager. Umiddelbart havde ingen af astronauter rester af chokolademousse omkring munden ved ceremonien, men vi ved, at de har smovset sig i den luftige ombord på rumstationen.

Mogensen har nemlig rørt en mousse sammen i det ydre rum, da han skal undersøge, hvorvidt det er muligt at lave mad i rummet.

I øjeblikket bliver al mad til astronauterne nemlig tilberedt på Jorden og pakket i forvejen.

Efter sigende skulle moussen have været en succes blandt kollegaerne, men vi har altså ikke haft mulighed for at følge op på den udmelding.

Andreas Mogensen er heldigvis ikke den eneste på ISS. Med ham er resten af Crew 7, som består af 40-årige Jasmin Moghbeli fra USA, 59-årige Satoshi Furukawa fra Japan samt 39-årige Konstantin Borisov fra Rusland. (Foto: © Imagery Group, BILL STAFFORD / NASA - Johnson Space Center)

Mangler stadigvæk at sætte flueben

Den danske rumkaptajn har cirka fem måneder til at komme i mål med sine opgaver.

Imens kan han nyde udsigten til vores blå planet, og selvom der er lidt langt hjem til familien i Texas, så har han fundet sig godt tilrette på rumstationen.

Hvad kan du bedst lide ved at befinde dig på ISS?

- At være en del af noget større. At arbejde som en del af et stort hold, både i rummet og på Jorden, der arbejder for at forbedre vores samfund, udvide vores horisont og skabe vores fremtid, svarer Mogensen.

Han har stadig et flueben, han gerne vil have sat, mens han og ISS kredser rundt om Jorden.

Et af de mest ikoniske billeder, der er taget af Jorden, stammer fra Apollo 8-missionen fra 1968. Og ifølge Mogensen så mangler han fortsat et tage et lige så ikonisk fotografi.

- Det er ikke let at tage gode billeder, og jeg har brug for at blive bedre, men det har jeg forhåbentlig også tid til, svarer han.

- Det vigtigste billede, jeg har taget indtil videre, er det af det blå lyn, jeg tog på sidste mission. Det er endnu ikke lykkedes mig at tage et lignende billede.

Skulle det lykkedes, så stopper rumeventyret ikke der, for der er masser af eksperimenter og egne af det uendelige univers, der stadig skal udforskes.

Hvis du kunne vælge, hvor i universitet vil du allerhelst hen?

- Hvis vi taler om hele universet, så kunne jeg godt tænke mig at komme til en anden beboelig planet og gå på opdagelse. Men jeg ville også være meget glad for at komme til Månen eller Mars.

Den 31. august fik DR som de første mulighed for en direkte gennemstilling til Andreas Mogensen på Den Internationale Rumstation. Du kan se eller gense gennemstillingen på DRTV.