VIDEO Krammerobot gør hjerneskadede Sebastian glad

Videnskabsmagasinet på DR3 har besøgt institution, der tester japansk robot.

På Den Sociale Virksomhed Guldborgsund i Nykøbing Falster har man testet en velfærdsrobot - Telenoid. Se hele indslaget i aften i Videnskabsmagasinet på DR3 klokken 21:30 og på DR TV. Find linket i artiklen. Hvis du vil se videoen på din mobil, så klik på videoen længere nede i teksten.

Måske har du været i biografen og set Disneys nyeste animationsfilm Big Hero 6 med den enorme, hvide sundhedsplejerobot Baymax, der hjælper opfinderdrengen Hiro.

I filmen fikser Baymax sygdomme og skader hos mennesker, og der opstår et særlig og varmt venskab mellem drengen og robotten.

I Danmark har man for første gang testet, hvordan man kan bruge velfærdsrobotten Telenoid sammen med udviklingshæmmede og demente. Man kan snakke med robotten og kramme den.

Videnskabsmagasinet på DR3 har oplevet robotten sammen med 23-årige Sebastian, der har en hjerneskade.

Styrer og taler gennem robotten

Telenoid-robotten er en japansk robotteknologi, der blev sendt på markedet første gang i 2010. Mennesket, der styrer robotten, er forbundet med den gennem et headset og computer.

Man kan styre ansigtsbevægelser og hovedbevægelser på robotten, og man kan holde øje med, hvordan robotten bevæger sig via en skærm. Og ens stemme kommer ud af robotten.

Hos demente vækkede robotten glemte minder hos flere af patienterne. Hos mennesker med hjerneskader har man set, at robotten er et fremragende værktøj til at give nærvær, nærhed og fortrolige samtaler.

Robotten hjælper med følelser og giver nærvær

Robotten har blandt andet været testet på Den Sociale Virksomhed Guldborgsund, der er et dagtilbud til udviklingshæmmede mennesker.

- Vores tilgang til robotten er, at vi kan brug robotten til at tale om de svære følelser og problemer og til nærvær. Det at være tæt på nogen, siger socialpædagog Karina Riishøj.

Sebastian er én af dem, der er meget glad for Telenoid. Han er født med en hjerneskade, som gør, at han kognitivt ikke er på niveau med sine jævnaldrende. Han har behov for støtte og vejledning i sin hverdag.

- Det føles rigtig godt indeni, når jeg taler med robotten, siger Sebastian.

Se videoen i toppen af artiklen eller herunder – og se hele indslaget i Videnskabsmagasinet torsdag klokken 21:30 på DR3.