Obama bestiller verdens kraftigste supercomputer

Supercomputeren skal være 20 gange så hurtig, som den nuværende kraftigste og stå færdig i 2025.

USA's præsident Barack Obama vil vinde førstepladsen på listen over supercomputere tilbage fra Kina. (© Getty Images)

Verdens kraftigste supercomputer er den kinesiske Tianhe-2(Mælkevejen 2).

Men hvis det står til USA, er førstepladsen på listen over de kraftigste supercomputere snart på amerikanske hænder igen - som den traditionelt har været.

USA's præsident har nemlig udstedt en såkaldt Executive Order, der skal sørge for at USA igen er nummer et, når det kommer til computerkraft.

Onsdag etablerede han National Strategic Computing Initiative(NSCI), som skal udvikle og bygge en supercomputer, der forventes at være den første til at nå en ydeevne på 1 exaflop.

Det svarer til 1000 petaflops.

Til sammenligning kan Tianhe-2 yde omkring 34 petaflops.

Skal regne på Big Data

En moderne supercomputer er opbygget af en stor mængde server-computere, der samarbejder i et netværk om at regne meget store mængder data og komplekse problemer ud.

Flops-skalaen viser hvor kraftig en supercomputer er, ved at angive hvor mange såkaldte "floating point operations" - eller flops - en computer kan udregne per sekund.

Et petaflop er en billiard flops i sekundet.

I en blogpost fra det Hvide Hus lyder det, at supercomputeren skal hjælpe USA med at løse komplekse problemer og regne på Big Data.

USA forventer også, at computeren vil medvirke til store fremskridt indenfor blandt andet lægevidenskaben.

Computerkraften er dog konstant voksende, og det er få supercomputere, der får lov at være nummer et i verden længe.

Top ti listen over de kraftigste supercomputere ændrer sig ofte. I juni 2015 så den sådan her ud, med kinesiske Tianhe-2 i spidsen. (Foto: © Screengrab/Søren Bjørn-Hansen, Top500.org)

Gaming-supercomputer

Hvor voldsomt computerkraften er vokset de sidste ti år, bliver tydeligt, når man sammenligner en tidligere supercomputer med et moderne grafikkorts ydeevne.

I 2004 var supercomputeren Earth Simulator, udviklet af den japanske regering, verdens kraftigste.

Den kunne regne 35,86 teraflops.

Til sammenligning leverer grafikkortproducenten Nvidia's kommende grafikprocessor Pascal omkring 28 teraflops.

Lad lige den synke ind. En grafikprocessor, der er tiltænkt afvikling af computerspil, matcher på 11 år næsten en supercomputer i regnekraft.