VIDEO: Sådan arbejder svømmerens muskler

Svømning er knaldgod træning for især skulder, ryg og ben - og så sparer det dine muskler for hårde stød.

Fra Inge Sørensen til Jeanette Ottesen og hele landets OL-darling Pernille Blume.

Danmark har haft mange store - især kvindelige - svømmestjerner gennem tiden, og svømning forbliver en populær sportsgren i vores lille land.

Mere end 180.000 medlemmer er registreret i Dansk Svømmeunion, og det gør svømning til den tredje mest populære idræt herhjemme - efter fodbold og gymnastik.

Når svømmeren glider gennem vandet, er det i høj grad ved hjælp af muskler i ryg og skulder. I hvert fald, når det gælder butterfly og crawl.

Når armene føres bagud gennem vandet, er det den brede rygmuskel, der arbejder, og når den føres frem igen, er det musklerne på forsiden af skulderen, der trækker læsset.

Også benene er selvfølgelig med til at drive svømmeren frem. Her er det musklerne både foran og bagpå hoften såvel som på knæene, der gør arbejdet.

I modsætning til fx badminton, fodbold og håndbold er der i svømning nærmest intet såkaldt excentrisk muskelarbejde, hvor musklerne skal arbejde for at bremse dig. Vandet sørger for opdriften og sparer dine muskler for hårde stød, fortæller Henrik Sørensen, der er i idræt ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Derfor kan svømmeren også træne i timevis uden at blive træt i musklerne.

Det betyder, at svømning slider langt mindre på musklerne end andre sportsgrene. Det samme gælder i øvrigt bl.a. cykling og roning.

Landsstævne 2017

  • Aalborg er vært for den 27. udgave af DGI Landsstævnet, der løber af stablen torsdag til søndag denne uge.

  • Mere end 25.000 deltagere fra hele landet er tilmeldt.

  • Der er 29 sportsgrene på Landsstævne-programmet.

  • Derudover er der et hav af andre aktiviteter som koncerter og opvisninger. Læs mere i programmet her.