Første afsnit af 'Historien om Danmark' blev vist igår på DR1. Her blev det bl.a. fortalt, at Koelbjergkvinden måske snart får navneforandring til Koelbjergmanden.
For efter at man i over 70 år har formodet, at Danmarks ældste skelet var en kvinde, kan man ud fra en DNA-test med sikkerhed fastslå, at han var en mand.
Vi ved generelt meget mere om oldtidsfundenes liv på grund af en række nye teknologier og metoder.
Vi har her samlet tre af de vigtigste metoder i jagten på fortidsfundenes hemmeligheder:
1: Kulstof-14 viser hvornår han levede
Modsat andre kulstof-arter er kulstof-14 et ustabilt radioaktivt stof, som findes helt naturligt i atmosfæren.
Da planter optager det, finder det vej til hele fødekæden. Og på den måde endte der kulstof-14 i vores forfædre.
Men da de døde, spiste de ikke mere. Og derfor optog de heller ikke mere kulstof.
Modsat andet kulstof er kulstof-14 ustabilt, og omdannes langsomt til kvælstof. Halveringstiden er 5730 år.
Så ved at måle, hvor meget kulstof-14 der er i kroppen i forhold til den mængde, man må forvente da personen døde, kan man regne ud, hvornår han levede.
Metoden er ikke ny. Siden 1950 har man brugt den til at bestemme alderen på alt fra træ til et mennesker.
Ved hjælp af kulstof-14 metoden blev vi fx i 1983 klar over, at Koelbjerg-mennesket levede for omkring 10.000 år siden.
2: Strontium-isotoper fastslår hvor han levede
Stoffet strontium findes i jordskorpen og to af dets fire naturlige undertyper varierer ift. geologien på forskellige steder.
Ligesom kulstof optages stoffet gennem fødekæden, og ender i bl.a. mennesker.
Professor Karin Margarita Frei fra Nationalmuseet er Danmarks førende forskere indenfor metoden. Hun forklarer, at strontium-metoden har helt andre muligheder en kulstof-14:
- Den fungerer som datidens GPS. Den fortæller noget om, hvor personen er opvokset og flyttet sig hen. Strontium-isotoperne afhænger af geologien, og derfor afspejler den hvor man har spist sin mad, siger hun.
Man kan endda se, hvor fortidsmennesket boede som barn. For tandemaljen dannes i barndommen og forbliver den samme livet igennem.
Hvis emaljens strontium indhold er anderledes end fx. hårspidsernes, døde fortidsmennesket et andet sted end det voksede op.
Da Karin Margarita Frei i 2015 undersøgte Egtved-pigen, viste det sig, at hun voksede op i et område langt fra det, der i dag er Danmark, og at hun de sidste år af sit liv rejste mange hundrede kilometer over kort tid.
Anderledes så det ud med manden fra Koelbjerg, fortæller hun:
- Strontium-isotop-analysen viste, at han højst sandsynlig var lokal – altså er manden vokset op i det område, hvor han blev fundet, siger Karin Margarita Frei.
3: DNA-analyse afslører køn og slægt
DNA-analyse fortæller os om menneskets genetik. Vi kan fx se, om to mennesker var i familie eller led af visse genetiske sygdomme.
Vi kan - ved at sammenligne DNA fra forskellige fortidsmennesker - også lære noget om, hvordan mennesket har bredt sig ud over Jorden.
Og også se, hvor meget fortidsmenneskernes genetik ligner vores.
Efterhånden, som vi får flere fortidsmenneskers DNA undersøgt, og bliver bedre til at kortlægge menneskets DNA, lærer vi endnu mere.
Når der er tale om forhistoriske lig, er DNA dog sjældent velbevaret. Man må derfor lede i fx tænderne efter væv, der er i god nok stand til at kunne lave testen.
Hos Koelbjergkvinden viste DNA-analysen, at hun havde Y-kromosomer. Det kan kvinder ikke have, da deres kønskromosomer er XX, hvorimod mænds er XY.
Derfor ved forskerne nu med sikkerhed, at skelettet var fra en mand.
Videnskaben bringer os helt tæt på mennesket
Ved at analysere proteinerne i et mosefunds klæder, kan man også se, hvilke dyr, klæderne er lavet af. Og CT- og MR-skanninger viste i 2001, at Grauballemanden havde barberet sig cirka tre uger inden han døde.
Så selv om at de døde for tusinder af år siden, ved vi nu meget om, hvordan disse mennesker levede deres liv.
På den måde hjælper de nye metoder os til næsten at komme til at kende mennesker, der levede i en tid længe før dagbøger og Facebook.