Rummet flyder med affald. Faktisk er der op mod 40 millioner stykker skrald i kredsløb om Jorden, viser for eksempel tal fra NASA.
Det er for eksempel gamle satellitter, dele og stumper og stykker af raketter, forskelligt affald fra rummissioner, rester af maling og lignende.
Tusinder store stykker affald
Langt det meste af det er småt. Ifølge NASA er der millioner af stykker rumaffald, der er så små, at det ikke er muligt at spore dem fra Jorden. De er under 1 centimeter lange.
Så er der de større stykker, som er på 1-10 centimeter. Dem er der 500.000 styk af, anslår NASA.
Endelig er der så det helt store rumaffald. NASA kortlægger og overvåger cirka 22.000 objekter, der er på mere end ti centimeter. Heraf er cirka 1.000 af dem aktive rumfartøjer i brug. Resten er affald.
Affald med fart på
Affaldet i kredsløb, bevæger sig om Jorden med en hastighed på op til cirka 28.000 km/t. Så selv et lille stykke maling kan give alvorlige skader, hvis det rammer astronauter, rumstationer eller satellitter. Derfor holder NASA og andre organisationer nøje øje med rumskraldet.
Der har været eksempler på uheld. For eksempel i 2009, hvor en gammel russisk satellit kolliderede med en amerikansk satellit, der stadig var i brug. Sammenstødet skabte over 2.000 større stykker nyt rumaffald.
I 2009 afprøvede Kina et system til at skyde satellitter ned. Det kinesiske missil ramte og ødelagde en gammel vejrsatellit, og lavede over 3.000 nye stykker rumskrald.
Et stykke om dagen
Men det er meget få objekter, som styrter hele vejen ned fra himmelen og rammer Jorden.
Ifølge NASA er der i de seneste 50 år, hvor man har overvåget og kortlagt rumaffaldet, i gennemsnit faldet et enkelt stykke ned om dagen.
Men det er sjældent, at der bliver fundet noget af det på jorden. Her er fem eksempler.
1. Fyrværkeri i Argentina
Salyut 7 var en sovjetisk rumstation, der blev sendt op i 1982. Den havde et liv med tekniske problemer. Og i 1985, på et tidspunkt hvor den var ubemandet og fløj på autopilot, gjorde flere fejl på kontrolcentret på landjorden, at man måtte opgive rumstationen.
I 1991 hamrede det 20 ton tunge rumfartøj så ned mod Jorden med 27.000 km/t. Den brækkede i flere stykker i luften over det nordlige Argentina, hvor lokale indbyggere kunne se det som fyrværkeri på himmelen. Men den sendte også vragstykker ned over den lille by Capitán Bermúdez. Ingen kom dog til skade.
2. Rumstation gav australsk bøde for affald
(TKTK årstal her?) NASA havde regnet forkert. Rumstationen Skylab tog længere tid om at brænde op i atmosfæren, end man havde troet. Og nu var den på vej mod Australien.
Skylab blev sendt op i 1972, og den var en af de helt store. Den vejede 77 ton. Den var på størrelse med et hus. Og den burde være brændt op og faldet ned i havet et sted mellem Indien og Australien, men det gjorde den ikke.
Den endte med at ramme Australien, hvor den spredte vragdele ned over et område omkring Perth. Ingen blev ramt, men mange af delene blev fundet af de lokale.
De amerikanske myndigheder fik i øvrigt en bøde på 400 dollars for at sprede affald i naturen.
3. Raketdele ramte hundelufter
Lottie Williams bor i Tulsa, der er en by med lidt over 400.000 indbyggere, som ligger i den amerikanske stat, Oklahoma.
Det er tidligt om morgenen og før solopgang den 22. januar 1997, da Williams er ude at lufte sin hund. Hun har et par veninder med, og de går gennem en park. Williams kigger op og opdager en ildkugle langt oppe på himlen, der flyver fra nord mod syd.
Et stykke tid efter kan hun mærke noget, der falder langsomt gennem luften og rammer hende på skulderen, før det lander på jorden med en metallisk lyd.
Ildkuglen viste sig at være del af en Delta rumraket, der var blevet opsendt i april året før. Og det var en vragrest herfra, der ramte Williams på skulderen.
Dermed blev Lottie Williams den eneste – indtil videre – der i menneskets fem årtier lange rumalder er blevet ramt af rumaffald.
I øvrigt landede en af rakettens brændstoftanke, der var en tank af rustfrit stål, også samtidig hos en bondemand i Texas.
4. Japanere skulle blive indendøre
Den sovjetiske rumstation Mir var en kleppert på 19 meter og 129 ton. De første dele af den blev sendt op i 1986, og den stod færdig i 1996. Den blev en arbejdshest, som endte med at være i kredsløb om Jorden i 15 år.
I 2001 var det slut. Her faldt den gennem atmosfæren i et kontrolleret forløb, hvor det meste af den brændte op. Men det skete i en bane, hvor de japanske myndigheder rådede folk til at blive indendøre i 40 minutter, hvor den fløj over Japan. Og hvor New Zealand advarede skibe i området
Men der var stadig cirka 1.500 stykker, som ramte Jordens overflade. Mange af de større stykker faldt ned omkring Nadi i Fiji, hvor man tydeligt kunne se Mir brænde op. For eksempel på denne video på Youtube. Og hvor de lokale samlede flere store stykker op fra havet.
5. Sovjetisk atomaffald over Canada
Kosmos 954 var en sovjetisk spionsatellit, der blev sendt op i 1977 under den Kolde Krig. Den skulle holde øje med blandt andet skibe og ubåde, og den slags radarer krævede masser af energi dengang i 1970erne.
Derfor var det ikke solpaneler, som drev den, men derimod en lille atomreaktor. Der var 50 kilo af det højst radioaktive uran-235 ombord.
Og det blev et problem, da der efter få måneder skete en teknisk fejl ombord på satellitten. Den styrtede mod Jorden og faldt ned over Canada. USA og Canada gik hurtigt i gang med en mission, der skulle indsamle det radioaktive materiale. Men det lykkedes kun at samle 0,1 procent af uranen sammen.