Opdatering fredag morgen: NASA og Bigelow Aerospace mødes fredag for at diskutere næste skridt. Man vil ikke genoptage forsøget fredag.
I dag skulle NASA-astronauten Jeff William skrive rumfartshistorie på Den Internationale Rumstation ISS, 400 km over Jordens overflade.
NASA skulle teste et helt nyt modul kaldet BEAM, der er monteret uden for rumstationen, og som kan pustes op, så det giver et ekstra ’værelse’ på rumstationen.
Jeff Williams styrede teknikken på selve rumstationen med kyndig hjælp fra NASA’s kontrolcenter nede på Jorden. Men efter 3 timers arbejde afbrød NASA’s kontrolcenter forsøget, fordi modulet ikke udvidede sig som forventet. Man var da nået succesfuldt igennem tre af de fem skridt på vejen.
Forsøger måske igen fredag
Ingeniører og andre fagfolk har indtil videre ingen forklaring på, hvad der er gået galt med modulet.
De vil nu undersøge de mange data, som de har fra dagens afbrudte forsøg. Og hvis de kommer frem til en løsning, vil forsøget måske blive genoptaget i morgen.
BEAM-modulet er udviklet af det private firma Bigelow Aerospace i samarbejde med NASA.
Tanken er, at sådanne moduler kan spare plads i fremtidens rumskibe, når astronauter skal på længerevarende missioner ud i rummet. Modulerne kan udvides for at få noget mere plads, når astronauterne er godt på vej.
NASA er interesseret i, hvor godt BEAM beskytter astronauterne mod kosmisk stråling, rumskrot og rummets ekstreme temperatursvingninger.
Men i første omgang er NASA dog nok mest interesseret i at finde ud af, om modulet overhovedet virker.
https://twitter.com/NASA/status/735811984956919808