Rumstationen knopskyder med smart pop-up-kvistværelse

NASA tester om nyt pladsbesparende modul kan være praktisk for fremtidens rumfart.

Sådan forestiller man sig, at Bigelow Expandable Activity Module (BEAM) vil se ud på rumstationen, når det bliver udvidet til fuld størrelse på torsdag. (Foto: © Bigelow Aerospace, Bigelow Aerospace)

Når astronauter om få år skal på længerevarende missioner længere ud i rummet, skal de opholde sig i mange måneder i samme rumskib. Det kræver plads til at røre sig på.

Et privat firma har i samarbejde med USA’s rumfartsadministration, NASA, udviklet et modul, der kan udvides, når rumskibet er på vej mod det fjerne mål.

Det sammenpressede modul – BEAM - har en volumen på bare 3,6 m3, men udvidet stiger volumen på det bikube-lignende modul til 16 m3.

Beskytter modulet astronauterne nok?

På torsdag skal BEAM testes første gang i rummet, når astronauterne på Den Internationale Rumstation ISS ved middagstid får modulet til at udvide sig.

NASA og udvikleren, Bigelow Aerospace, har store forventninger til modulet, der blev bragt op til rumstationen i april.

De næste to år vil astronauterne på rumstationen foretage en række målinger inde i modulet, men ikke selv bo i modulet. NASA er interesseret i, hvor godt BEAM beskytter astronauterne mod kosmisk stråling, der kan være kræftfremkaldende og/eller risikerer at give dem hjerneskader.

Man er også interesseret i at se, hvor godt det nye 'kvistværelse' modstår rumskrot og rummets ekstreme temperatursvingninger.