Når mennesker og dyr bliver gamle, mister de normalt fart. Det samme gælder stjerner. De bremser op i deres spin; det vil sige deres roterende bevægelse om deres egen akse. Den viden vil astronomer nu bruge til at finde ud af, hvor gamle stjerner – det vil sige de centrale sole i fremmede solsystemer - er. Når man kender alderen på stjerner, kan man bedre beregne, hvor der er størst sandsynlighed for liv. For det kræver tid på planeter, der kredser om sole, at udvikle liv som på vores planet, Jorden.
Vejen til liv i universet
Ifølge den danske astronom Søren Meibom, der er ansat på Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics (CFA) i USA, kan astronomer med helt ny viden beregne den præcise alder for et stort antal stjerner i vores galakse ved at måle deres spin-perioder.
- Det er et vigtigt nyt redskab for astronomer, der studerer udviklingen af stjerner og deres ledsagere (planeter, red.) Og de kan hjælpe med at identificere planeter, der er gamle nok til at kompleks liv kan have udviklet sig, siger Søren Meibom i en pressemeddelelse.
Sammenhæng mellem masse, alder og rotation
Forskerne har fundet ud af, at stjerners spin bliver langsommere med tiden, og at en stjernes spin afhænger af dens masse.
Den nye forskning viser, at der er tæt matematisk sammenhæng mellem masse, spin og alder. Så når man kan måle de to første, kan man beregne den tredje. - Forholdet mellem masse, rotationshastighed og alder er nu defineret så godt, at vi kan beregne alderen på de enkelte stjerner med en usikkerhed på op til 10 procent. Det forklarer en af de andre forskere, Sydney Barnes fra Leibniz Institute for Astrophysics i Tyskland.
Beregner rotation ud fra ’solpletter’
For at beregne stjerners spin har forskerne kigget efter ændringer i stjernernes lysstyrke på grund af mørke pletter på overfladen.
Pletterne svarer til vores egen sols solpletter, hvor temperaturen er cirka 1000 grader lavere, og områderne med solpletter derfor lyser mindre. Og så har man holdt øje med, hvor længe rotationen tog. Forskerne har ved hjælp af NASA’s Kepler-rumfartøj kunnet måle den præcise tid for en stjernes spin, selv om lyset fra fjerntliggende stjerner dæmpes med meget mindre end 1 procent.
Data fra otte stjerner, der ligner Solen
Meibom og hans kolleger bygger blandt andet deres nye forskningsresultat ud fra viden om stjerner i stjerneklyngen NGC 6819. Der har man fundet udregningsformlen ved at kende aldre og masser og har så målt spinperioder.
Man har valgt otte stjerner, der ligner vores 4,6 milliarder år gamle sol mest muligt. Mens det tager Solen 26 dage at dreje rundt om sig selv, har de otte stjerner med 2,5 milliarder år på bagen en gennemsnitlig spinperiode på 18,2 dage. Det tyder på, at det også tog Solen omkring 18 dage at rotere om sin egen akse, da den var ’ung’.
Forskningsresultaterne er netop blevet præsenteret på en pressekonference hos American Astronomical Society og i tidsskriftet Nature.