Jagten på liv i Rummet kan tage en helt ny drejning med opdagelsen af en gammel, klippefyldt planet 560 lysår fra Jorden.
I stjernebilledet Draco har astronomer fra blandt andet Harvard - Smithsonian Center for Astrophysics (CFA) fundet en planet, der er 2,3 gange så stor og 17 gange så tung som Jorden.
Det særlige ved planeten med navnet Kepler-10c er, at den er en stenplanet og ikke gasplanet. Og samtidig er den dannet bare omkring tre milliarder efter Big Bang.
Sten og ikke gas vækker opsigt
Det forbløffer videnskabsfolkene, at der er tale om en stenplanet, fordi man ikke har vidst, at planeter af den størrelse kunne blive dannet af faste stoffer så tidligt i Universitets historie.
- Vi var meget overraskede, da vi indså, hvad vi havde fundet, siger astronom Xavier Dumusque fra CFA ifølge en pressemeddelelse.
Holdets fund blev mandag præsenteret i forbindelse med et møde i American Astronomical Society (AAS).
Sammenhæng mellem hastighed og massefylde
På mødet præsenterer CFA-astronom Lars A. Buchhave, der samtidigt arbejder på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, også ny forskning, der viser, at Kepler-10c formentlig ikke er et enkeltstående tilfælde.
Der er ifølge ham og hans kollegers forskning en sammenhæng mellem den tid, det tager en planet at kredse rundt om sin stjerne, og planetens størrelse og om der er tale om en gas- eller stenplanet; massefylden.
Det betyder, at man kan kigge efter mange flere jordlignende planeter.
Tunge stoffer blev dannet tidligt
Det tidligere univers indeholdt kun brint og helium. Mens tungere grundstoffer som silicium og jern skulle dannes i de første generationer af stjerner.
Når de eksploderede, ville grundstofferne blive dannet, blive spredt og indgå i næste generation af stjerner og planeter.
Forskerne har troet, at processen ville tage milliarder af år, men Kepler-10c er dannet i en tid, hvor tunge grundstoffer var knappe.
Kan nu lede i nogle af de tidligste solsystemer
- Fundet af Kepler - 10c fortæller os, at klippefyldte planeter kunne dannes meget tidligere, end vi troede. Og hvis du kan lave klipper, kan du lave liv, siger Dimitar Sasselov fra Harvard Origins of Life Initiative.
Derfor kan astronomer nu udvide jagten på liv i Universet, fordi de ikke længere behøver se bort fra gamle solsystemer, når de skal lede efter planeter med liv.