Kvinde slår rekord i rummet

56-årige Peggy Whitson er netop ankommet til Den internationale rumstation.

Peggy Whitson er ankommet til Den internationale rumstation. (Foto: © KIRILL Kudryavtsev, Scanpix)

At der kommer en kvindelig astronaut op til Den internationale rumstation, ISS, er der ikke noget nyt i.

Men at 56-årige Peggy Whitson netop er ankommet med Soyuz-raketten dertil er noget helt specielt, faktisk indeholder bedriften flere rekorder.

Det skriver Reuters.

For med sin rumrejse bliver hun nemlig den ældste kvinde nogensinde til at rejse i rummet, da hun slår sin tidligere 55-årige kollega Barbara Morgan.

Hun bliver samtidig den kvinde i verden, der har spenderet mest tid i rummet, nemlig 377 dage, som hun har "indtjent" på sine to øvrige rumekspeditioner i 2002 og 2008.

Nasa-astronauten har været på hele seks rumvandringer, der har varet i alt 39 timer og 46 minutter.

Når Peggy Whitson efter planen kommer tilbage til Jorden efter sin - efter planen - seks måneder lange ekspedition, vil hun være fyldt 57 år, og desuden slå rekorden for den amerikaner, mand eller kvinde, der har været flest dage i rummet. Det forventes, at Peggy Whitson dermed har brugt over 534 dage, som rekorden lyder på, af sit liv i vægtløs tilstand.

- Da jeg kom tilbage fra "Ekspedition 16" (i 2008, red.) blev jeg chef for astronauterne i Nasa. Det var ganske tilfredsstillende, men jeg vidste, at jeg ville ud at flyve igen, sagde Peggy Whitson i et interview inden sin opsendelse i følge space.com.

På sin tredje rumrejse skal Peggy Whitson være leder af denne 51. rumekspedition.

For en ordens skyld skal det nævnes, at rekorden for den ældste person nogensinde i rummet tilhører den amerikanske astronaut og senator John Glenn, der var 77, da han 1998 fløj ud i rummet.