Kan græssende køer bruges som kompas?

Næste gang du bevæger dig ud i naturen og støder på en ko, så tjek hvilken vej den vender.

Nyere forskning peger på, at køer og andre græssere er udstyret med et indre kompas, der blandt andet betyder, at de overvejende retter sig mod nord, når de græsser. (Foto: © Martin Kunzendorf, DR)

Juleferien nærmer sig, og det giver en god mulighed for at komme ud i naturen. Skulle man være så heldig at komme så langt derud, at man farer vild, er der en række gode tips til at finde vej igen. Og nye er kommet til. Det fortæller naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening Thomas Neumann til P1 Morgen. Foruden de klassiske regler om at myretuer vender mod syd, mosser og laver mod nord og at vestenvindsramte buske og træer naturligt nok hælder mod øst, kan man også kigge på de græssende pattedyr på marken, fortæller han.

Det gjorde den tyske zoolog Sabine Begall for nogle år siden, og hun fandt ud af, at køer og andre større græssere overvejende vender hovedet mod nord. Og man mener det skyldes, at græsserne er indrettet med et indre magnetisk kompas. De står naturligvis ikke mod nord hele tiden, men zoologens studier har vist en overrepræsentation af nordvendte køer, når de går i mindre grupper og på flade åbne marker, fortæller Thomas Neumann. Blandt den tyske zoologs bud på hvorfor det forholder sig sådan er, at køerne sikrer sig at holde én retning, imens de græsser, så de ikke går i ring, forklarer Thomas Hermann. Skulle man kede sig i juleferien, opfordrer naturvejlederen til at gå ud i naturen og undersøge fænomenet på egen hånd, der foruden køer blandt andet også gælder får, geder og heste.