Mange medier har igennem de seneste dage omtalt den 74-årige engelske astrofysiker Stephen Hawking, som onsdag holder foredrag i DR’s Koncerthus, og ofte i flæng med fysikkens absolutte superstjerne fysikeren Albert Einstein.
Men er Stephen Hawking egentlig på fagligt niveau med Einstein, som for alvor revolutionerede vores forståelse af verden?
Nej, lyder svaret fra to eksperter, mens en tredje er uenig.
Fremragende ikke fundamental
- Medierne blæser Hawkings betydning fuldkommen ud af proportioner. Hawking er en meget dygtig og respekteret forsker, men selv inden for astrofysikken er der andre, der har betydet mere for forskningen i de sidste 30-40 år, siger Steen Hannestad, der er professor i teoretisk fysik på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.
- Hawkings arbejde har langt fra samme fundamentale karakter som Newtons eller Einsteins - det er bestemt fremragende forskning, men ikke noget der rykker helt fundamentalt ved, hvordan vores opfattelse af verden er, siger han.
Og vurderingen deles af Helge Kragh, der er professor emeritus i videnskabshistorie ved Niels Bohr Institutet under Københavns Universitet:
- Mediernes dækning er mildest talt overdreven, for ikke at sige uansvarlig. Han tåler på ingen måde sammenligning med Einstein, om end han mediemæssigt nyder næsten - men kun næsten - samme opmærksomhed som Einstein gjorde i mellemkrigstiden.
Helge Kragh har tidligere selv arbejdet med Hawkings bidrag til naturvidenskaben.
Historieløs formidling
Selvom Stephen Hawking er en af astrofysikkens største stjerner, så skyldes hans berømmelse primært hans populærvidenskabelige bøger, som har solgt mere end 10 millioner eksemplarer verden over, samt identifikationen med en svær kamp mod en invaliderende sygdom.
Læg dertil en Oscar-vindende storfilm om hans liv, og så har man måske forklaringen på mediernes ukritiske begejstring.
Men hvad er problemet ved at ophøje Hawking til videnskabens store repræsentant i dag? Ifølge Helge Kragh er risikoen, at medierne ukritisk videreformidler Hawkings tanker om alt mellem himmel og jord, som han ikke er mere kvalificeret til at udtale sig om end os andre. Et andet problem er mediernes mangelfulde videnskabsformidling.
- Sammenligningen mellem Einstein og Hawking tyder på en total mangel på indsigt i fysikkens historie, mener Helge Kragh.
Hawking er den største
Alle er dog ikke enige. Professor Poul Henrik Damgaard, som er professor i teoretisk partikelfysik og kosmologi ved Niels Bohr Institutet, forsvarer sammenligningen.
- For mig er det ubestrideligt, at Hawking er den største videnskabsmand indenfor sin tid. Det var umuligt for ham at opdage det samme som Einstein, som levede i en anden tid med større muligheder for store paradigmeskift.
- Hawking var den første, der kombinerede kvantemekanik med generel relativitetsteori, en bedrift, som placerer ham på niveau med Einstein, siger Poul Henrik Damgaard, som glæder sig til Hawkings foredrag.