Inaktivitet kombineret med store mængder sød og fed mad fører til overvægt, der øger risikoen for hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, visse kræftformer, gigt og søvnproblemer.
I USA vokser andelen af fede mennesker i disse år. Man anslår, at 36 procent af den voksne befolkning på 319 millioner mennesker lider af fedme, og omkring 24 millioner amerikanere lider af svær fedme (35+ i BMI).
Nu har forskere fundet en effektiv og tilsyneladende næsten ufarlig behandlingsmetode mod fedme: Gasfyldte balloner placeret i mavesækken, så patienterne hurtigt føler sig mætte.
Ballon flyder oven på i mavesækken
Den nye behandlingsmetode har været testet i flere år, og i september blev en ny type gasballoner (The Obalon 6-Month Balloon System) officielt godkendt af USA’s sundhedsmyndigheder.
I den forbindelse blev de seneste forskningsresultater præsenteret i sidste uge på fedmekongressen ObesityWeek 2016, skriver ScienceDaily.
Varigt vægttab seks måneder efter
I et seks måneder langt forsøg med 387 patienter fordelte man ved lodtrækning patienterne i to grupper på 15 forskellige behandlingssteder.
Patienterne viste ikke, om de havde en gasballon i maven eller bare havde slugt en almindelig kapsel. Begge grupper fik 25 minutters kost- og motionsråd hver tredje uge af en diætist.
Efter de seks måneder kunne lægerne konstatere, at patienterne med gasballoner tabte 1,9 gange mere i vægt, end patienter i kontrolgruppen (6,81 procent mod 3,59 procent). Og 89,5 procent af det gennemsnitlige samlede vægttab var fastholdt seks måneder efter.
Kan være en stor hjælp mod fedme
I modsætning til fedmeoperationer, der ofte har komplikationer, oplevede man kun få problemer med den nye gasballon-behandling. En patient, der tog en høj dosis gigtmedicin, fik blødende mavesår. Og ellers var det milde symptomer på mavekramper eller kvalme.
Formanden for American Society for Metabolic and Bariatric Surgery, der arbejder med fedmekirurgi, Raul J. Rosenthal, mener, at den type behandlingsform kan være en stor hjælp for overvægtige:
- Der er ingen magisk pille mod fedme, men denne ballon og andre intragastriske balloner kan tilbyde nyt håb til mennesker, der ellers ikke ville søge behandling eller ikke har opnået så godt et resultat med diæt og motion alene.
Raul J. Rosenthal har ifølge ScienceDaily ikke selv været involveret i forskningsprojektet.
Sådan fungerer ballon-behandlingen
- •
Patienten sluger en kapsel forbundet til en slange, og når kapslen når mavesækken, åbner den sig, og ballonen falder ud. Ballonen pustes op med gas, og man trækker slangen op gennem spiserøret.
- •
Ballonen flyder nu ovenpå i mavesækken, og når patienten spiser, føles maven hurtig så fuld, at patienten føler sig mæt og spiser mindre.
- •
Der kan placeres op til tre balloner i maven, en ad gangen hver 3. uge. Og de kan efterfølgende hentes op igen.