Astronaut-Andreas’ headset streamer video live ned til Jorden

Ny teknologi er klar til Danmarks første astronaut, der skal ud i Rummet 1. september.

På billedet bærer Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, det nye headset kaldet Mobi-PV, som ESA har fået udviklet for at gøre arbejdet lettere for astronauter. Det kan i sidste ende spare tid og dermed penge. (Foto: © ESA–J. Harrod, ESA–J. Harrod)

VIDENSKABSBILLEDET

Der er under 100 dage til, at Andreas Mogensen skal ud i Rummet som den første dansker – og kun anden skandinav – den 1. september.

Hans mission varer 10 dage, og mens han opholder sig på Den Internationale Rumstation, ISS, skal han arbejde med cirka 20 europæiske forskningsprojekter for sin arbejdsgiver, Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA.

Arbejdet kommer til at foregå i ESA’s Columbus-laboratorium på ISS. Og det er her det smarte headset, Andreas Mogensen bærer på billedet, skal i brug.

3D-vejledning og livevideostream

Som noget nyt for astronauter skal Andreas Mogensen udføre forsøg, som han ikke har trænet på forhånd nede på Jorden. I stedet skal han stole på sin evne udi just-in-time-træning fra 3D-software på en tablet, der udførligt viser, hvordan ting skal udføres.

Samtidigt optager hans headset livevideo, af det han ser, og streamer videoen direkte ned til Columbus Control Centret i Oberpfaffenhofen lidt uden for München i Tyskland.

Hernedefra kigger Andreas Mogensens mission director, Roland Lüttgen, med og kan hjælpe ham og give ham gode råd.