Amazon-chef annoncerer ny kæmperaket

Med raketten New Glenn blander Blue Origin sig for alvor i det nye private rumkapløb, der kan give langt billigere opsendelser på sigt.

Blue Origins New Glenn kommer i to udgaver. Den bliver den kraftigste raket i verden, hvis ikke SpaceX Falcon Heavy når at overhale den. (© Blue Origin)

I en email sendt ud i går afslørede Amazon-bossen Jeff Bezos, at hans sideprojekt Blue Origin snart er klar med en ny stor raket, der skal konkurrere med SpaceX om at sende mennesker og materiel i kredsløb.

Det skriver en række amerikanske medier.

Firmaet har i nogle år testet deres lille raket New Shepard, som snart skal bringe turister ud til kanten af rummet og tilbage igen. Men som ikke kan nå i kredsløb.

Men næste skridt for Blue Origin er altså den langt større raket New Glenn, der efter planen skal bringe satellitter og astronauter i kredsløb i dette årti.

To versioner af raketten

Faktisk blev to versioner af raketten annonceret i emailen. En to-trins raket og en tre-trins raket. Den sidste er næsten lige så høj som den legendariske måneraket Saturn V.

Det er endnu uklart hvorfor den er så høj. Normalt er højde ikke nødvendigvis en fordel, når det gælder raketter.

Men de flere trin betyder, at New Glenn vil kunne sende fx satellitter op i både lave kredsløb og geostationære kredsløb om Jorden. Første trin løfter raketten ud i kredsløb og de næste trin, der er udstyret med egne raketmotorer, skubber fx satellitten længere ud.

Begge raketter er designet til at bruge en genanvendelig løfteraket. En teknologi den lille New Shepard-raket har demonstreret virker upåklageligt.

De nye raketter gør brug af den Blue Origin-udviklede BE-4 raketmotor, der brænder flydende naturgas og flydende ilt. Motoren er bygget i samarbejde med United Launch Alliance, der også vil bruge motoren i deres næste raket, som de kalder Vulcan.

Kan blive overhalet af SpaceX

Jeff Bezos forventer at teste New Glenn for første gang i "slutningen af dette årti". Den skal bygges på et nyt raketcenter ved Cape Canaveral, hvor raketten også skal opsendes fra.

To-trins-udgaven af New Glenn bliver med en løfteevne på over 17 millioner Newton den kraftigste raket i verden. Den når dog nok at blive overgået af SpaceX-raketten Falcon Heavy, der har en løfteevne på over 22 millioner Newton. Den skal testes allerede senere i år og er efter planen også genanvendelig.

Næste skridt er Månen

Navnerækken på Blue Origins raketter tyder på en klar strategi. New Shepard er opkaldt efter Alan Shepard, den første amerikaner i rummet, mens New Glenn er opkaldt efter John Glenn, den første amerikaner, der var i kredsløb om Jorden.

I emailen afslørede Jeff Bezos også, at næste navn i rækken bliver New Armstrong, men at han vil gemme historien om den til engang i fremtiden.

Da Neil Armstrong var første mand på Månen tyder det på, at Bezos og Blue Origin sandsynligvis har måneraketter med mennesker ombord i tankerne.

Men selv uden ambitiøse Måne-planer bringer Blue Origin og Jeff Bezos udmelding os op på tre raketfirmaer (ULA og SpaceX er de to andre), der vil levere genanvendelige og billige raketopsendelser i den nærmeste fremtid.