Tesla-chefen Elon Musks hjertebarn, raketfirmaet SpaceX, går fra succes til succes. For nylig landede en af deres løfteraketter igen, efter at have afleveret sin last i kredsløb og i denne uge blev SpaceX tildelt endnu flere NASA-penge. Nu skruer firmaet for alvor op for raketbyggeriet.
Inden udgangen af 2016 vil SpaceX op på at producere fem gange så mange rakettrin som i dag. Og strategien virker - indtil videre, forklarer John Leif Jørgensen, der er professor ved DTU Space.
- Elon Musk laver virkelig rav i andedammen. Han prøver at lave det der hedder disruptive technologies. Han forsøger at udkonkurrere de andre på prisen. Og de bliver nødt til at følge med ham ned i pris, hvis de vil overleve, siger han.
Vil producere 30 rakettrin om året
Under en konference tidligere på måneden forklarede SpaceX COO Gwynne Shotwell, at raketproducenten snart skruer gevaldigt op for kapaciteten.
De er i fuld gang med at omlægge deres fabrikker, så de kan følge med den stigende efterspørgsel efter de billige Falcon 9-raketten.
- Vi er midt i den her transformation af fabrikken, som skal bringe os fra seks til otte kerner (første rakettrin red.) om året til omkring 18 om året. Ved afslutningen af dette år skulle vi gerne være på omkring 30 kerner om året, sagde hun dengang.
SpaceX vil blandt andet kunne samle flere første trin af Falcon-raketten på samme tid. Fra tre ad gangen til seks.
Noget de allerede er i gang med.
Google investerer milliarder i raketter
Meget tyder på, at det amerikanske firmas private rumfartseventyr for alvor er ved at lette. SpaceX er allerede en af tre udvalgte leverandører til NASA, og skal blandt andet levere varer til ISS. og snart astronauter til ISS.
NASA tildelte i denne uge SpaceX en række nye fragtmissioner til ISS oveni dem, som selskabet allerede er igang med. De nye opgaver har en samlet værdi af næsten fem milliarder kroner.
Det bringer antallet af missioner, som SpaceX er blevet tildelt under NASA's Commercial Resupply Services op på 20.
Samtidigt vil andre firmaer investere i virksomhedens raketdrømme. Google's nye paraplyfirma Alphabet vil angiveligt investere knap syv milliarder kroner i foretagendet. Det skriver blandt andet Wall Street Journal.
Google-firmaet Alphabets investeringslyst i SpaceX hænger sandsynligvis sammen med Elon Musks planer om at bruge satellitter til at levere internet til verdens fjerne egne. Google har samme strategi, og er allerede i gang med at levere internet i flere udviklingslande ved hjælp af blandt andet vejrballoner og soldrevne droner.
Elon Musks planer om trådløst internet fra rummet, vil kræve en helt masse teknologisk udvikling og hundredevis af raketopsendelser. Det kan få Elon Musk til at acceptere Googles penge, en type af investeringer teknologimogulen ellers tidligere har været i mod.
Se her hvordan SpaceX samler deres Falcon 9-rakettrin:
https://www.youtube.com/watch?v=vrR31nHCV-U
Masseproduktion sænker prisen
Ifølge John Leif Jørgensen er det dog hverken Googles investeringer eller succeserne med genanvendelige løfteraketter, der kommer til at løfte SpaceX højere op i gear.
- Syv milliard er ingenting i den her sammenhæng. Det er en dråbe i havet. Og selvom han har vist, at de kan lande raketterne igen - noget der altså ikke er let - tror jeg mere på ideen om at masseproducere Merlin-motorerne (SpaceX egen raketmotor red.) for at bringe prisen på launches endnu længere ned, siger han.
Da SpaceX startede var målet at levere opsendelser til en tiendedel af den normale pris. Der er SpaceX ikke endnu, men de kommer tættere og tættere på. Og der er genanvendelsen af løfteraketterne ikke nøglen, hvis man spørger John Leif Jørgensen.
Han vurderer ikke at effektiviteten er så høj ved genbrug af løfteraketterne, at det opvejer risikoen. Erfaringer fra rumfærgen, der genbrugte raketmotorerne, viser nemlig, at opsendelserne er meget hårde ved motorerne - og at det sjældent er muligt at genbruge dem.
Ønsker SpaceX alligevel at gå ned af den vej, er masseproduktion vejen. For det vil kræve mange tests, og dermed mange raketter, at få de genanvendelige løfteraketter til at fungere godt nok til at kunderne tør anvende dem.
https://www.youtube.com/watch?v=eavWeC8ut7w
Det private rumkapløb fortsætter
Og kunder kommer SpaceX ikke til at mangle foreløbigt. De kan levere opsendelser, som kan konkurrere med både Kina og Rusland, men benytter den nyeste teknologi.
- Der er garanti for kunder hvis han (Elon Musk red.) kan sænke prisen. Vi gider ikke give 125 millioner for en Atlas V-raket hvis vi kan gøre det for en tredjedel med en Falcon 9, siger John Leif Jørgensen.
- Det svarer til, at vi pludselig får mulighed for at sende fragt med motorskibe i stedet for sejlskibe.
Efter planen skal firmaets tunge løfteraket Falcon Heavy testes senere i år, og det udvider SpaceX kapacitet til også at kunne sende satellitter længere ud i rummet.
Og længere ude i fremtiden har Elon Musk også planer om at sende mennesker til Mars i stort antal med de store raketter.
I mellemtiden er firmaets vigtigste opgave at vise, at de kan levere opsendelser til tiden. For firmaet har det seneste år været ramt af uheld, og skylder lige nu NASA fem opsendelser til ISS.
Bliver kadencen for succesfulde opsendelser ikke bedre, vrimler det med konkurrenter, som er klar til at tage over.
For SpaceX står midt i verdenshistoriens første private rumkapløb. Et kapløb der kan ændre spillereglerne for udforskningen og udnyttelsen af rummet.