VIDEO Isbjørnene i Hudsonbugten taber et kilo hver dag

Klimaforandringerne truer isbjørnene i Hudsonbugten, fordi havisen bliver væk for længe. Det betyder, at bjørnene sulter, forklarer Thea Bechshøft i denne video.

Når isen er for længe om at vende tilbage, sulter isbjørnene. Det betyder færre unger og at bjørnene kommer tæt på mennesker.

Isbjørnene ved Hudsonbugten i Canada er truet. Det er helt klart, forklarer isbjørneforskeren Thea Bechshøft.

Hun er lige nu i byen Churchill, hvor hun arbejder frivilligt som ekspert for Polar Bear International, verdens største NGO, der fokuserer på isbjørne. Til dagligt forsker hun på University of Alberta i Canada og Aarhus Universitet.

I de sidste 30 år har forskere vejet isbjørnene ved Hudsonbugten. Og konklusionen er klar, fortæller Theas Bechshøft.

Isbjørnene har tabt vægt.

Isbjørnene sulter om sommeren

- Det har de helt bestemt. De er blevet tyndere, de får færre unger, for det har jo også noget at gøre med, hvor tykke de er, hvor mange unger de får, forklarer hun til DR's udsendte i Canada.

- Ungerne er også mindre, og dødeligheden for dem er større.

Hele problemet med de udsultede og tynde isbjørne hænger sammen med, at havisen i Hudsonbugten vender tilbage senere og senere for hvert år der går.

Venter på isen en måned længere

Den periode isbjørnene er på land er blevet en måned længere, forklarer Thea Bechshøft:

- Og isbjørnene taber cirka et kg om dagen, når de er på land. Så det er ret mange kg, vi taler om.

Ifølge Thea Bechshøft skulle isen for længst være vendt tilbage. Men havet ved byen Churchill i den canadiske delstat Manitoba er helt isfrit.

- Vi skulle gerne kunne se noget is nu. Bugten ville ikke være frosset over nu, men der skulle gerne være en bræmme is her ned langs kysten, siger Thea Bechshøft.

Grunden, til at isbjørnene samles ved Churchill, er, forklarer Thea Bechshøft, at nogle af områdets store floder fryser til is før saltvandet.

- Og isen fra floderne bliver fanget på den krog, hvor Churchill ligger. Efterhånden som det bliver koldere, får vi en bræmme af fast is tættest på land, siger hun.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:582b443c6187a41314509986

Snart klarer de det ikke længere

Men isbræmmen er der altså ikke. Og det betyder, at bjørnene må vente i strandkanten. For uden havisen kan de ikke jage sæler.

- Det er derfor, de venter her. De går og venter på, at de kan komme ud og spise igen, forklarer Thea Bechshøft.

- Det her er ét af de steder, hvor vi ser manglen på is virkelig tydeligt. Og det siger jo sig selv, at hvis isbjørne har brug for is til at fange sæler, og der ikke er nogen is, er der heller ikke nogen isbjørne.

Ifølge hende er vi ikke langt fra, at bestanden af isbjørne i Hudsonbugten ikke kan klare det længere.