Den myggebårne zikavirus har bredt sig med stor hast i Sydamerika og op over grænsen til USA. Virussen kan - ud over at give patienten influenzasymptomer - medføre alvorlige fosterskader hos gravide.
Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder er 157 gravide amerikanske kvinder smittet. Og myndighederne frygter, at virussen vil brede sig i USA.
Nu har flere end 50 dataloger, ingeniører og studerende fra University of Texas, Austin, været samlet for at finde ud af, hvordan man ved hjælp af Big Data kan kortlægge problemet og bruge oplysningerne til at bekæmpe zikavirus og andre virusser, skriver Texas Advanced Computing Center.
Forskerne på ‘Austin Zika Hackathon’ vil benytte en ny supercomputer (Wrangler) til samkøring og behandling af vidt forskellige data.
Blandt andet vil man fodre computeren med oplysninger om, hvor de smittede patienter bor, om der er områder med risiko for stillestående vand som tomme svømmebassiner i haver og små damme, der er klækkested for myg samt folks statusopdateringer på Facebook og Twitter.
På den måde vil man ved et ’udbrud’ fx straks kunne udstyre de lokale myndigheder med viden, så de kan sprøjte mod myg og hælde myggebekæmpelsesmidler i vandet, tømme bassinerne eller dække dem til.
Arbejdet med Big Data er stadig i sin spæde vorden. Texas University har sammen med dataanalysefirmaet Cloudera Cares planlagt at holde tværfaglige hackathons hvert kvartal med focus på virusbekæmpelse og andre trusler.