Rapport: Ekstreme forandringer i klimaet er her nu - og det bliver værre

Myndighederne skal tænke klimaændringerne ind overalt, opfordrer professor Jørgen E. Olesen på baggrund af en ny dyster EU-rapport.

Da et skybrud i august 2014 ramte København for anden gang på tre år, gav det et klart billede af, at klimaet bliver mere ekstremt. Siden har der været oversvømmelser flere gange og stormflod. (Foto: © Hanne Kokkegård, DR Videnskab)

Det bliver varmere i Sydeuropa samtidig med, at der falder mindre regn. Og selvom de fleste af os foretrækker en tør og varm sommerferie, når vi tager på ferie i Italien, Spanien og Grækenland, er det ikke så positivt, som man kunne håbe på.

For mens de stigende temperaturer i især Sydeuropa betyder risiko for tørke og skovbrænde, så får klimaforandringer store betydninger for landbruget andre steder i Europa.

Ekstremer og variationer i varme og nedbør

Professor Jørgen E. Olesen er forsker i klima, miljø og fødevarer på Aarhus Universitet og medforfatter til rapporten. Han var onsdag morgen gæst i P1 Morgen, hvor han fortalte om de udfordringer, klimaændringerne allerede nu giver:

- Vi ser i Europa langt større forskelle mellem de forskellige egne. I Sydeuropa meget tørrere og varme somre, og oppe nordpå meget vådere - især vintre. Og mod vest og øst også andre forhold end det, de har været vant til.

- Noget af det, vi især skal fokusere på, er ekstremer og variationer fra år til år. Både med temperatur og nedbør, siger han.

Østeuropa rammes af ekstrem sommer og vinter

For landbruget kommer ekstremerne og langt større variation i vejret til at gå ud over produktionen og udbytte af afgrøderne samt velfærden for husdyrene. Og Øst- og Sydøsteuropa bliver nok ramt hårdest på landbruget.

Mange danske landmænd har ellers set Østeuropa som et attraktivt sted på grund af billige jordpriser, men i fremtiden bliver det et vanskeligt landbrugsområde.

- Østeuropa får meget tørre og varme somre, som er en ganske betydelig trussel mod afgrøderne. Og man kan ikke gøre ret meget ved det tilpasningsmæssigt, fordi man stadig har den meget kolde vinter, siger Jørgen E. Olesen.

- Det vil sige, at produktionsperioden bliver presset af både en kold vinter og en skrækkelig varm og tør sommer, siger han.

Fødevarepriserne bliver påvirket

Klimaændringerne kommer derfor også til at påvirke fødevarepriserne, der er bestemt af de globale markeder.

- Når dårligt vejr på forskellig vis rammer forskellige steder i verden og påvirker den globale samlede produktion, rammer det også fødevarepriserne og forbrugernes pengepung.

- Vi så det i 2010, da vi havde den store hedebølge og store skovbrande i Rusland, hvor især hvedehøsten blev ramt ganske alvorligt. Det nærmest fordoblede brødpriserne, siger Jørgen E. Olesen.

Danmark problem er kystlinjen og regnvejr

Det positive med nationale øjne er, at Danmark stadig ligger lidt i et smørhul i den sammenhæng.

- Vores udfordring er, at vi har en meget lang kystlinje. Og havspejlsstigninger (højere vandstand i havene, red.) sammenholdt med flere og måske mere intense storme er noget af det, der kommer til at presse rigtig mange af vores kyster og vores byer.

- Og så bliver vi ramt oven i og bagfra – kan man sige – af mere intenst nedbør og en større nedbørsmængde. Særligt i vinterperioden. Danmark får et problem med vand. Og nok i virkeligheden for meget af det fra mange sider, siger han.

Myndighederne skal i gang med det samme

Jørgen E. Olesen opfordrer myndighederne til for alvor at tænke klimaændringerne ind i alt:

- Vi har en udfordring med vores planlægning – både når det gælder landbruget, byerne og landskabet og al ting, der har med infrastruktur at gøre. Al planlægning, vi laver fremover, skal inddrage ikke kun, at det bliver varmere og vådere, men også at vi får langt hyppigere ekstremer.

- Det her går hen og bliver langt dyrere, end vi forestillede os for 10-20 år siden, hvor vi ikke havde så klart et billede af, at variationerne bliver større og ekstremerne langt hyppigere. Så der skal planlægning til, og det er bare om at komme i gang, siger han.