Nye kostråd: Gravide og børn under 14 år bør droppe frisk tun

Bøffer af rovfisk som tun, gedde og haj kan indeholde så meget kviksølv, at det kan skade fostres og børns hjerner.

Kviksølv i tunfisk
DR1 sendte den 3. november 2014 dokumentaren De ufødte børn, hvor danske forskere advarede mod, at kviksølv ophobet i rovfisk kan skade ufødte børn og børns hjerner. (Foto: © DR Videnskab, DR Videnskab - 'De Ufødte Børn')

Hvis du er gravid, ammer eller laver mad til børn under 14 år, skal du helt undlade at servere frisk rovfisk for børnene eller spise fiskene selv. Og børn under 3 år bør slet ikke spise dåsetun.

Fødevarestyrelsen har i dag ændret anbefalinger til, hvilke og hvor meget fisk børn og gravide og ammende kvinder bør spise.

Hold jer fra frisk rovfisk som tun, gedde og haj, lyder de nye råd. Begrundelsen er, at indholdet af kviksølv kan være så højt, at det kan give skader på ufødte børn og børns hjerner.

DR-dokumentar påviste faren ved kviksølv

Den 3. november 2014 sendte DR1 dokumentaren ’De ufødte børn’, hvor miljømediciner på SDU og professor ved Harvard University i USA Philippe Grandjean, og professor og miljømediciner ved Københavns Universitet Lisbeth E. Knudsen advarede mod kviksølv i rovfisk.

Forskerne henviste til både deres egen forskning og den seneste internationale forskning, der viser, at omkring en fjerdedel af alle børn har en øget risiko for hjerneskade, fordi de er mere sårbare over for kviksølv. Og at der går op imod 80 dage, før mængden af kviksølv er halveret i blodet.

Ministeren tog sagen op

Dengang sagde fødevareminister Dan Jørgensen til DR, at han ville kontakte EU-Kommissionen og de europæiske fødevaresikkerhedsmyndigheder for at få dem til at vurdere på risikoen.

Samtidig har ministeren også bedt DTU Fødevareinstituttet se på de danske anbefalinger, der hidtil har været, at man skulle begrænse indtaget af rovfisk til 100 gram om ugen. Nu ændrer man kostrådene for gravide, ammende og børn under 14 år. De skal helt holde sig fra frisk rovfisk, fordi de kan have ophobet store mængder af kviksølv i kødet.

Opdaterer med nyeste viden

- Vi skal sikre os, at vores anbefalinger beskytter forbrugerne og er opdaterede i forhold til nyeste viden. Vi vil derfor nu råde gravide og børn til at holde sig helt væk fra at spise bøffer fra de store tunfisk eller andre friske udskæringer af store rovfisk, der har det højeste indhold af kviksølv, siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Samtidig anbefaler Fødevarestyrelsen også, at kvinderne og børnene højst spiser én dåse tun om ugen, og de skal undgå at spise dåsetun med hvid tun eller albacoretun. Og børn under tre år bør ikke få dåsetun overhovedet.

Derimod understreger Fødevarestyrelsen vigtigheden af at spise andre fisk som makrel, torsk og rødspætte, fordi fisk indeholder omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige byggesten for udviklingen af vores hjerner, og samtidigt er fisk vores vigtigste kilde til D-vitamin i kosten.