Regeringen presser på for ambitiøst grønt mål: EU skal være tæt på klimaneutral i 2040

Danmark er det første land til at melde ud om nyt mål, som skal afgøres i starten af 2024.

- Jeg har arbejdet på at få andre lande til at følge med os nu, men de har ikke været helt klar, siger Lars Aagaard. (Foto: © Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

EU skal vælge et mål på øverste hylde.

Sådan lyder budskabet fra klimaminister Lars Aagaard (M) til de kommende forhandlinger om EU's næste fælles klimamål.

I 2040 bør de årlige udledninger af drivhusgasser skæres ned med mindst 90 procent på tværs af unionen, mener Lars Aagaard.

- Det melder Danmark ud nu som et af de absolut mest ambitiøse lande i Europa, siger ministeren.

De seneste tal viser, at EU i 2021 havde skåret 30 procent af udledningerne af de klimaskadelige drivhusgasser – målt i forhold til 1990.

Frem mod 2030 skal yderligere grønne tiltag få besparelsen op på mindst 55 procent. Og i 2050 skal unionen være helt klimaneutral.

Men inden da skal de 27 EU-lande blive enige om et delmål for 2040.

Et mål, der skal være med til at holde udledningerne nede og dermed bremse temperaturstigningerne på kloden.

EU's Videnskabelige Råd for Klimaforandringer, der er unionens udgave af det danske Klimarådet, har i forvejen anbefalet at gå efter et mål på 90-95 procent.

Ligeledes har EU's nyansatte klimakommissærer, Wopke Hoekstra og Maros Sefcovic, for nylig bakket op om et mål på mindst 90 procent.

Men endnu har landene ikke formelt indledt forhandlinger om emnet, som skal afgøres i foråret 2024.

Første og hidtil eneste land

Danmark er det første EU-land til at bakke op om ambitionen. Det sker på klimatopmødet COP28, som lige nu er i fuld gang i Dubai.

Et topmøde, hvor EU og flere af de rigere lande kæmper for at stille høje krav om CO2-reduktioner verden over.

Men de mødes af modkrav om blandt andet økonomisk støtte til udviklingslandene. Ikke mindst fordi de rige lande gennem tiden har udledt mange flere af de klimaskadelige drivhusgasser.

- Det er et vigtigt signal her på COP’en, at Europa viser, at vi ikke bare lever op til vores 2030-mål, men at vi også er villige til at gå videre efter det, siger klimaminister Lars Aagaard (M).

Lars Aagaard deltager i disse dage i klimatopmødet COP28 i Dubai. (Foto: © Dr)

Endnu er det dog ikke lykkedes at få andre europæiske regeringer til at sige det samme som Danmark, erkender ministeren.

- Jeg har arbejdet på at få andre lande til at følge med os nu, men de har ikke været helt klar. Nogle har lige været igennem valgkamp for eksempel, så timingen er ikke rigtig. Men for os er det rigtigt nu, siger Lars Aagaard.

Fra den grønne tænketank Concito lyder det også, at topmødet er et godt tidspunkt for Danmark at gå ud med sit forslag.

Det siger Jens Mattias Clausen, EU-chef i tænketanken.

- Vi har en situation, hvor vi lige nu står på COP28 og diskuterer: Hvad er det hele verden skal gøre med deres næste klimamål? Der åbner Danmark ballet nu og prøver at sige: EU er en af verdens største udledere. Vi skal så højt op.

- Det kan alt andet lige være med til at starte en diskussion, som endnu ikke har været der. Så det er et rigtig godt signal at sende, lyder det fra Jens Mattias Clausen.

Politiske sværdslag i vente

Han mener også, at regeringen sætter et passende højt mål med ønsket om "mindst 90 procent" besparelser i drivhusgasserne i 2040.

- Det er faktisk et rigtig godt sted at starte. Vi ved, at det europæiske klimaråd har sagt, at EU skal op at ramme 90 til 95 procent. Det er hvad, videnskaben fortæller os. Og Danmark ligger jo ret godt i overensstemmelse med det, siger Jens Mattias Clausen.

Regeringen skal dog ikke regne med at møde opbakning til sit udspil i alle hjørner af Europa.

At få erstattet kulkraftværker, som dette i Neurath i Tyskland, med vedvarende energi er en af EU's topprioriteter. (Foto: © Ina Fassbender, Ritzau Scanpix)

- Forude står nogle rigtigt store politiske sværdslag, fordi der er mange i EU, der vil prøve at trække det ned, vurderer Jens Mattias Clausen.

Klimaministeren erkender da også, at det ikke bliver nemt. Ifølge ham arbejder Danmark på at skabe en alliance af lande, der vil bakke op om det høje mål.

- Og det er jo heller ikke gjort med bare at sætte målet. Vi skal også have en fælles europæisk diskussion om, hvordan vi når dem, og noget af det er, hvordan vi vil regulere udledningerne fra EU's landbrugssektor.

- Der ønsker Danmark, at de bliver del af en fælleseuropæisk klimaregulering, sådan som vi kender det fra vores kraftværker, vores biler, vores fly, vores skibe og så videre, siger Lars Aagaard.