Grønlands indlandsis strækker sig hundredvis af kilometer på tværs af landet som et stort, frossent hav. En enorm iskappe, der er næsten fem gange så stor som Tyskland og flere kilometer tyk.
Men for 28. år i træk er historien den samme. Indlandsisen er smeltet og svundet ind.
Det viser dugfriske tal fra Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.
Det seneste år er der konkret forsvundet 80 gigaton vand fra iskappen, hvilket svarer til mere end 2,5 millioner liter smeltevand hvert eneste sekund.
- Konkret svarer det til omkring tre svømmerhaller i sekundet hele året rundt, siger Andreas Ahlstrøm, der er chefkonsulent i Geus og som har overvåget indlandsisens udvikling siden midten af halvfemserne.
Hele verden har oplevet temperaturstigninger som følge af menneskeskabte klimaforandringer ifølge FN's klimapanel, IPCC, men Arktis er særligt hårdt ramt.
Et stort studie fra Finland har kunnet konkludere, at området er blevet opvarmet fire gange hurtigere end det globale gennemsnit.
- Jeg har fornemmelsen af, at vi står og fortæller det samme år efter år, siger Andreas Ahlstrøm.
- Og så mangler vi ligesom, at der sker noget på den anden side. Det er frustrerende.
Konsekvenserne rammer alle
Geus har vejrstationer spredt over hele Grønland.
De måler alt fra vind og sollys til temperatur og nedbør. Med dem kan man gøre regnskabet op og finde ud af, om man i sidste ende er i plus eller minus for det forgangne år.
- Vi har stationer både i de lavtliggende områder, hvor der foregår en voldsom afsmeltning, og også i de højtliggende områder, hvor der falder sne hvert år, der aldrig forsvinder. Og det vi forsøger at få styr på, det er balancen mellem de to, siger Andreas Ahlstrøm.
De seneste 28 år har resultaterne dog været ganske entydige.
Isen smelter, og det bidrager til globale vandstandsstigninger. Så sent som for to uger siden udgav Den Meteorologiske Verdensorganisation, der hører under FN, en rapport, der pegede på, at mange øer i Stillehavet er truet på deres eksistens.
- Det rammer dem, der bor i Bangladesh, og det rammer dem, der bor på stillehavsøerne, her og nu, og på sigt rammer det hele vejen rundt, hvor alle kystbyer kommer til at kunne mærke det her, siger Andreas Ahlstrøm.
Du kan se meget mere om tabet af indlandsisen, og hvorfor det kan være svært at forholde sig til, i DR's klima- og naturmagasin 'Jorden Kalder' i aften klokken 18.00 på DR1 eller lige nu på DRTV.
I værste fald estimeres det nu fra Geus, at vandstanden vil stige med omkring en meter i slutningen af dette århundrede afhængigt af det fremtidige globale CO2-udslip.
- Så ja, det er det samme vi kunne sige sidste år, men det er ikke blevet mindre vigtigt, siger Andreas Ahlstrøm.
Ikke nogen klassisk katastrofe
For det enkelte menneske kan estimater om vandstandsstigninger i slutningen af dette århundrede virke meget fjernt. Noget, som man måske ikke engang selv kommer til at opleve.
Spørger man Kristian Lauta, der forsker i klima og katastrofer ved Københavns Universitet, så er det helt store problem, at der hele udspiller sig i slowmotion.
- Vi har diskuteret havvandsstigninger de sidste mange, mange år, og det passer utroligt dårligt ind i, hvad vi forestiller os, at en katastrofe er, siger han.
Han peger på, at effekterne kan være svære at spore og mærke for det enkelte menneske fra dag til dag, og derfor byder det ikke op til, at samfundet kollektivt iler til handling.
- Desværre viser katastrofeforskningen os, at det skal gøre ondt, før vi forandrer os fundamentalt, siger Kristian Lauta.
Han peger også på, at politisk handling på området herhjemme begrænses af, at vores demokrati helt grundlæggende er bygget op i valgperioder på højst fire år, der ikke nødvendigvis tænker langsigtet.
Men spørger man Andreas Ahlstrøm fra Geus, så er der stadig håb, for han har set et skift i årtiernes løb.
- Det er aldrig for sent at gøre noget, siger han.
- Fra da jeg startede, og man begyndte at erkende, der var problemer, var der ikke meget lydhørhed. Nu er der lydhørhed, men vi mangler stadig at se rigtig meget handling bag det, siger han.