Med hoppeborg og hotdogs blev kampen mod en CO2-afgift på landbruget skudt i gang

Danmarksdemokraterne har afholdt deres første 'CO2-rally', som løb af stablen på en gård i Randers.

Inden dagens taler delte partiet skilte ud med budskabet "nej tak til en CO2-afgift". (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Ved første øjekast kunne invitationen forveksles med en børnefødselsdag, hvis ikke det var for udsigten til et fadølsanlæg.

Danmarksdemokraterne bød på alt fra slushice og balloner til en hoppeborg og hotdogs, da partiet lørdag slog porten op til deres første "CO2-rally" nogensinde.

Det var skam også lykkedes at slæbe både alt fra landmænd og pensionister til små børn og deres stemmeberettigede forældre med til festlighederne, som fandt sted på en gård udenfor Randers, som har navnet 'Kirkegaard'.

Et passende navn til stedet, hvor Inger Støjberg og hendes partifæller med et rungende "nej, tak" lagde ideen om en CO2-afgift på landbruget i graven.

- Det er ikke kun landmændene, som kommer til at dreje nøglen om. Det er også den elektriker, tømrer og vognmand, som har sin daglige gang på landbrugene. Så det her får en enorm betydning, sagde Inger Støjberg fra talerstolen.

Inger Støjberg indtog scenen til jubel og klapsalver. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Kødbuffet og jagttegn

Mens snakken om tab af arbejdspladser er tung, så var stemning blandt publikum let og munter. Tonen blev især slået an af dagens første taler - en af partiets yngste stemmer - som havde flere bemærkninger i ærmet, der fik en latter til at sprede sig på græsplænen.

- Hvis I skulle gøre nogen sure, ville det så være Greta Thunberg eller en landmand? Jeg ved godt, hvem jeg ville vælge, sagde Patrick Culmsee Bryhl Madsen, formand for Danmarksdemokraternes Ungdom.

- Jeg vil helt sikkert ikke gøre en landmand sur. Han har jagttegn, og jeg løber sgu ikke særligt hurtigt. Men det skyldtes måske, at min livret er en kødbuffet, fortsatte han.

Køen, der slangede sig fra pølsevognen til dannebrogsflaget midt på græsplænen, understregede, at den unge stemme fra scenen ikke stod alene med sin smagspræference.

Størstedelen af publikum nød også en flaskeøl, som i dagens anledning havde fået et spritnyt udseende.

Selv på dagens flaskeøl var budskabet skåret ud i pap. (Foto: © Amalie Thorlund Jepsen)

Nøglerne rasler i traktoren

Blandt publikum var flere tidligere Venstre-vælgere, som nu har vendt partiet ryggen til fordel for Danmarksdemokraternes sag. En af dem er landmanden Per Møller.

I hans øjne er det "helt malplaceret", at dansk landbrug skal pålægges en afgift, som det foreløbigt eneste land i verden. Han frygter også, at en CO2-afgift vil skabe en splittelse mellem land og by.

- Vi kommer til at flytte danske arbejdspladser ud af landet. Vi kommer også til at mangle liv på landet. Skolerne lukker. Købmanden lukker. Det er en dårlig udvikling, siger Per Møller.

Kunne du finde på at sætte dig ind i en traktor for at demonstrere mod en CO2-afgift?

- Ja. Det kunne jeg sagtens. Der er intet problem i det.

Også ind i en by og for eksempel stoppe trafikken?

- Ja. Hvis det er det, som skal til for at vække politikerne, så gør vi det.

Tror du ikke, at der er folk, som bliver sure over, at de ikke kan komme på arbejde, hvis der er en traktor, som blokerer vejene?

- Jo, men folk vil også gerne have gode, sunde fødevarer. Det får de med den danske mælk, som bliver produceret her, siger Per Møller og peger mod kvægstalden bag ham.

Per Møller i snak med DR's klimaanalytiker, Filip Knaack Kirkegaard, om en kommende CO2-afgift på landbruget.

'Det er fandme løgn - det er Inger Støjberg!'

Selvom den helt store mærkesag var et "nej, tak" til en CO2-afgift, så havde flere unge fundet vej til gården i Randers uden at dele synspunktet.

Tre unge mænd kørte tilfældigt forbi et skilt, som pegede i retningen af festlighederne, og øjnede muligheden for øl og politiske indtryk.

- Vi tænkte: "Det er fandme løgn - det er Inger Støjberg!" Ud af ren og skær interesse tog vi herud for at se, hvad et CO2-rally er. Men det ville være synd at sige, at vi er unge Danmarksdemokrater, sagde 20-årige Mathias Folsted.

Fra højre ses Mathias Folsted som havde sine to venner med under armen til dagens CO2-rally. (Foto: © Amalie Thorlund Jepsen)

Han tilføjede, at han var imponeret over Inger Støjbergs evner til at nå sine vælgere, men at dagens taler ikke kom til at ændre hans politiske ståsted om, at CO2-afgiften er en nødvendighed.

- Selvfølgelig har jeg empati (for landmændene, red). Men vi står også i en økonomi, hvor der er kæmpestor mangel på arbejdskraft, tilføjede han.

De tre unge mænd var ikke de eneste, som havde forvildet sig ind på pladsen. I starten af dagen var der blevet udlovet en såkaldt 'Airfryer' til vinderen af en bestemt konkurence.

Og det blev en ung fyr ved navn Oliver Bobkat, som løb med æren af at sidde længst på pladsens rodeotyr. En selvudnævnt "venstreorienteret vinder", der kun var i Randers, fordi hans band skulle spille koncert i byen samme aften, fortalte han.

Oliver Bobkat blev den stolte vinder af en airfryer efter mere end et minuts kamp med pladsens rodeotyr. (Foto: © Amalie Thorlund Jepsen)

Endnu et rally på vej

Dagens begivenheder ebbede ud i takt med, at Inger Støjberg skrev sine sidste autografer, og regnen begyndte at pible frem, mens publikum søgte mod bilerne for ly.

Men konceptet er bestemt ikke slut for denne gang, da Danmarksdemokraterne fortsætter i samme bane i morgen, hvor CO2-rallyet flytter til en gård på Sjælland ved Svinninge.

Imens lader konklusionen på dagens store emne vente på sig. Lige nu forhandler den såkaldte grønne trepart, hvor blandt andet Landbrug og Fødevarer sidder til bords med Danmarks Naturfredningsforening.

Treparten forventes at lande en aftale til sommer, hvor parterne vil komme med et udspil til en CO2-afgift.