Vind og sol har nu overhalet kul og gas i det samlede strømforbrug i EU. Det viser en ny rapport, der har opgjort energikilderne de første seks måneder af 2024.
Forbruget af de stærkt klimaskadelige fossile brændsler faldt med 17 procent det første halvår i forhold til samme periode sidste år, viser analysen fra tænketanken Ember. Dermed udgjorde de 27 procent af EU-landenes strømforbrug.
Sol- og vindenergi derimod stod for 30 procent af strømforbruget.
Analytiker hos Tænketanken Ember Chris Rosslowe mener, det er et tegn på, at EU’s medlemslande nu begynder at kunne se enden på afhængigheden af den fossile energi.
- Vi ser et historisk skifte i vores el-sektor, og det sker hurtigt, siger han til The Guardian.
Allerede i 2017 blev sol- og vindenergi større end kul og gas i Danmark, men det er først i løbet af det seneste halve år sket for Tyskland, Belgien, Ungarn og Holland, ifølge rapporten.
Udviklingen sker trods en lille stigning på 0,7 procent i efterspørgslen på strøm.
'Det er muligt'
Flere ting spiller ind, forklarer seniorforsker ved Danmark Tekniske Universitet, Andrea Hahmann.
- Det har blæst meget de seneste seks måneder, som eksempelvis har gavnet nye vindmølleparker i Tyskland. Og så var det et varmt halvår, så forbruget af energi har været lavere, siger hun.
Også solenergi tager godt fra i EU, fordi det har mange fordele sammenlignet med vindmøller, forklarer Andrea Hahmann.
- Sol er billigere og hurtigere at installere end vind og nemmere at dimensionere til en lille eller en stor solcellepark. Det er ikke så nemt med vindmøller, og generelt er befolkningen mere åbne over for solceller end vindmøller.
EU skal være klimaneutral i 2050, og selvom dagens nyheder ifølge Andrea Hahmann er positive, er tempoet slet ikke højt nok.
- Rapporten giver et positivt signal om, at det er muligt at nå det. Folk har en idé om, at det er umuligt. At det er så stort, at vi ikke kan nå det. Det her viser, at vi kan nå det. Men det kræver politisk handling, siger hun.
Det seneste halve år har også været historisk hårdt for klodens klima, og kloden har sat den ene temperaturrekord efter den anden. Alene sidste uge slog verden flere gange rekorden for den varmeste dag nogensinde målt.