Forskeres teori: Kål-stinkende plastik i havene er guf for fugle

Plastik i verdenshavene udsender en særlig lugt af kogt kål, der får havfugle til at spise det, mener forskere.

Albatrosser og andre havfugle lider under den voksende mængde plastik i verdenshavene. (Foto: © MORTEN JUHL, Scanpix)

Op mod 9 ud af 10 af verdens havfugle har fået en usund vane.

I takt med at plastik spreder sig i verdenshavene, har omkring 90 procent af verdens havfugle spist stykker af det.

Ophobningen af plastikstykker i fuglenes maver sætter deres helbred i fare, skriver BBC.

Nu har amerikanske forskere undersøgt, hvor fuglenes appetit stammer fra. Forskningen er publiceret i tidsskriftet Science Advances.

Kogt kål og råddent tang vækker appetit

Forurening med plastik afgiver ifølge forskeren Matthew Savoca fra University of California, Davis, en særlig lugt, der tiltrækker fuglene.

- Havfuglene bruger lugte til at finde vej rundt i verden og finde mad, siger han ifølge BBC.

Lugten, der minder om kogt kål eller råddent tang, er forårsaget af plankton, der klæber til de flydende plastikstykker i havet, viser forskernes resultater.

- Vi fandt et kemikalie på plastikstykkerne, som disse fugle typisk forbinder med mad, siger Matthew Savoca.

Havfugle bliver forvirrede

I et forsøg har forskerne testet forskellige typer af plastik ved at lade netposer med det ligge i havet i tre uger.

Tre typer af testet plastik udviklede en særlig kemisk lugt, som forskerne har identificeret som dimethylsulfid.

Det kemiske stof har en svovlagtig lugt, der kan bedst kan beskrives som kogt kål eller råddent tang, skriver BBC.

Havfugle som albatrosser kan både blive forvirrede af svovllugten og af de skinnende stykker plastik, der ligner mad, mener forskerne.

- Disse fugle kan blive meget forvirrede og narret til at spise plast som mad, siger Matthew Savoca.

Forskerne mener derfor, at det bør være muligt kun at producere typer af plastik, der ikke tiltrækker plankton, og som nedbrydes hurtigere i havet.

Mere forskning skal dog til for at vurdere, hvordan plastik i havet påvirker andre havlevende dyr som fisk, pingviner og skildpadder.