Forskere har mistet kontakten til sonde på Mars

Den europæiske sonde Schiaparelli landede på Mars i går, men kontakten til fartøjet røg lige inden landingen. Og det er uvist om sonden er intakt.

En illustration viser, hvordan rumfartøj Schiaparelli ser ud. (Foto: © handout, Scanpix)

Videnskabsfolkene bag rummissionen ExoMars har mistet kontakten til det europæiske rumfartøj Schiaparelli.

Fartøjet har været på en syv måneder lang rejse til Mars. Men det er nu uvist, om rumfartøjet er landet sikkert på den røde planets overflade, skriver AFP.

Lederen af Den Europæiske Rumfartsorganisations (ESA) solsystem- og planetmissioner, Andrea Accomazzo, oplyser, at det ikke er muligt at fastslå, hvad der er sket, da fartøjet landede på Mars.

Thierry Blancquaert, som er ansvarlig for Schiaparelli fortalte dog onsdag aften til AFP, at fartøjet med sikkerhed er landet. Men det er uvist, om Schiaparelli efter landingen er intakt.

- Om det har ramt en sten eller et krater, eller om det simpelthen ikke kan kommunikere, ved jeg ikke, siger Thierry Blancquaert.

Rumfartøjet blev søndag skilt fra en satellit, der skal kredse rundt om Mars. Onsdag aften dansk tid bragede det 577 tunge fartøj med en fart på 21.000 kilometer i timen gennem Mars' atmosfære.

Men lige inden den forventede landing blev kontakten afbrudt.

/ritzau/