Mindst to planeter, der er større end Jorden, gemmer sig i mørket uden for Plutos kredsløb.
Det viser analyser af dværgplaneters baner.
Astronomer fra Complutense Universitetet i Madrid har sammen med forskere fra Cambridge University i England analyseret kredsløbene for 13 såkaldte ekstreme trans-Neptune objekter (ETNO). Forskningen er publiceret i to videnskabelige tidsskrifter, som kan findes her og her.
Deres konklusion er klar. Ude i den mørkeste afkrog af vores solsystem gemmer der sig mindst to planeter. Planeter, der er større end Jorden.
- Det præcise antal af planeter er usikkert, da vores data er begrænset. Men vores beregninger tyder på, at der mindst er to planeter, og sikkert flere, siger Carlos de la Fuente Marcos, der er astrofysiker ved Complutense, i en pressemeddelelse.
Fund vækker begejstring
Planetforsker ved Niels Bohr Instituttet i København Uffe Gråe Jørgensen er begejstret for nyheden:
- Det ser meget spændende ud. Man har i årtier diskuteret, om ikke der var nogle store planeter derude. Så det lyder absolut sandsynligt, at de observerer noget derude.
Astronomer har gættet på en såkaldt Planet X siden 1930'erne. I årtier har målinger og beregninger tydet på, at der gemmer sig noget derude.
- Det kunne også være en meget lyssvag brun dværgstjerne, der gemmer sig derude. Men det er nok mindre sandsynligt, siger Uffe Gråe Jørgensen.
Forskerne har kigget på uregelmæssigheder ved de såkaldte ETNO'ers baner. Og det eneste, der kan forklare banerne, er to eller flere store planeter.
Ifølge Uffe Gråe Jørgensen passer den nye opdagelse godt med, hvad planetforskerne efterhånden ved fra andre stjernesystemer.
Kan løse andre gåder
I andre stjernesystemer, som er under dannelse, er skiven af stof, som stjerner og planeter dannes af, meget stor. Større end vores egen.
Det har været lidt af en gåde for astronomerne. En gåde, der måske snart er opklaret.
- Der er en del mysterier, vi ikke forstår. Hvorfor er stjernesystemerne derude så store?, siger Uffe Gråe Jørgensen.
Svaret kan være, at vores eget solsystem faktisk er lige så stort. Vi har bare ikke opdaget det endnu, siger han.
Grunden til, at jagten på de fjerne og mystiske planeter på ny er gået ind, er ifølge Uffe Gråe Jørgensen, at sonden New Horizons nærmer sig Pluto.
- New Horizons passerer Pluto i juli i år. Man har derfor intensiveret søgningen efter planeterne, så man måske kan sende New Horizons-sonden forbi dem, siger han.
Det kan måske undre, at vi ikke har opdaget de store planeter endnu. Men meget lidt lys når helt derud.
Mørke planeter gemmer sig 10 milliarder kilometer fra solen
Når astronomerne kan finde planeter i andre stjernesystemer, skyldes det, at de bruger andre metoder.
- Vi kan heller ikke se exoplaneterne. Vi kan se effekten af dem på deres stjerner. Enten gør de lyset fra deres stjerne svagere, eller de hiver lidt i dem. Det kan vi observere. Det samme gælder i vores solsystem. Men vi kan ikke se de ukendte planeters effekt på Solen, og de er for langt væk til at vi direkte kan se dem, forklarer Uffe Gråe Jørgensen.
De mørke planeter gemmer sig i et område, der ligger flere lystimer, som svarer til 10 milliarder kilometer eller mere, fra Solen. Til sammenligning er Jorden kun otte lysminutter fra Solen.
Uffe Gråe Jørgensen er nu spændt på, at der bliver kigget nærmere på de ukendte planeter.
- De kan besvare et spørgsmål, der længe har ligget os på sinde. Er vores soslsystem unikt, eller ligner det alle de andre?