DR's vejrvært: 20-års hændelse kan ramme flere steder

Flere steder er der allerede forhøjet vandstand - det topper dog først i aften, fortæller Christian Cherry.

Det seneste varsel fra DMI, hvor det lyder, at der kommer særdeles høj vandstand flere steder i dag. (© dmi)

En blæsende aften og nat, hvor der flere steder ved den jyske vestkyst og få andre steder i landet er målt vindstød af orkanstyrke, er nu blevet afløst af lidt mindre kraftige vindstød fra morgenstunden.

Det fortæller DR's vejrvært Christian Cherry, der dog oplyser, at der flere steder stadig er vindstød af stormstyrke.

Der er dog andre ting end blæsevejr, som lige nu gør, at der er grund til bekymring flere steder i landet.

Der er nemlig allerede en kraftigt forhøjet vandstand flere steder, og det bliver særlig slemt i aften, hvor man risikerer en såkaldt 20-års hændelse. Altså en hændelse, der statistisk set sker én gang hver tyvende år, fortæller Christian Cherry.

- Der er flere steder, hvor vandet hober sig op. Den store bekymring er lige nu det vand, som kommer ind fra Nordfyn og ind i Odense Fjord. Der er allerede målinger lige nu, som ligger rimelig højt, siger vejrværten.

Vandstanden i Odense Fjord er lige nu 1,27 meter og er stigende de næste par timer, indtil det bliver mere lavvandet. I løbet af aftenen vil vandstanden stige markant. Og lige nu siger prognoserne, at vandstanden vil komme op på knap to meter klokken 21 i aften.

Er der andre steder i landet, hvor der kommer så høj vandstand, at der kan ramme en 20-års hændelse?

- Ja, vi har både ved Holbæk og Roskilde nærmere bestemt Jyllinge Nordmark, hvor vi kommer over en 20-års hændelse. Det kommer den nok ikke på op to meter, men nærmere omkring 1,5 meter, hvor man vil være ekstra opmærksom. Lige nu siger prognoserne, at det vil være en snes huse, der vil blive påvirket. Men hvis vandstanden bare stiger 20 centimeter yderligere, så kan flere huse blive påvirket, siger Christian Cherry, der fortæller, at der også kan indtræffe en 20 års-hændelse i Karrebæksminde på Sydsjælland sent i aften.

Hvad er det helt præcist det her med en 20-års hændelse betyder?

- Det er en statistisk betegnelse, som siger, at det statistisk set sker en gang hver tyvende år. Men der ikke noget til hinder for, at det kan ske tre år i træk. Det er ligesom, at der er statistisk set er en sjettedel chance for at slå en sekser med en terning, men du kan jo godt få tre seksere i træk.

Det kan du gøre, når vandet kommer

  • Hold dig orienteret. Følg myndighedernes udmeldinger på sociale medier, hjemmesider og via pressen

  • Luk af og dæk til. Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan afdække f.eks. døre, skakter, gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt

  • Begræns skaden. Hvis dit hus bliver oversvømmet, så gør hvad du kan for at begrænse skaderne. Red, hvad du kan, og få vandet væk så hurtigt som muligt

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Beredsskabsstyrelsen på arbejde

Flere steder i landet er man forberedt på, at vandet vil stige i dag. I Roskilde har man været i gang med forberedelserne lige siden i torsdags, og beredskabsdirektør Lars Robetje sagde i går, at man er godt forberedt på både nattens storm og søndagens mulige oversvømmelser.

I aftes var man i fuld gang med at sikre de udsatte områder med vandfyldte plastdiger, de såkaldte watertubes, sandsække og grus. De er igen klar for morgenstunden, hvor man vil gøre de sidste forberedelser, inden vandet vil toppe i aften.

I Nyborg er Beredsskabsstyrelsen også til stede, skriver operativ chef Lars Høg Schou på Twitter. Her er Beredskabsstyrelsen Sydjylland her til morgen morgen indsat til lænsning - fjerne vand - på havnen i Nyborg med 6 mand, lænsepumpecontainer og højkapacitetspumpe. Det sker i samarbejde med Beredskab Fyn.