Over 70 millimeter regn: Jylland ramt af usædvanligt voldsomme skybrud for årstiden

Sydvestjylland blev ramt af det kraftigste skybrud registeret i oktober måned.

Sådan så det ud, da det kraftigste skybrud registreret i oktober, ramte Varde tirsdag morgen: Video: Selina Møller

Et voldsomt uvejr har givet skybrud, flere tusinde lyn og lokalt mere end 70 millimeter regn, da det tirsdag formiddag bevægede sig hen over store dele af Jylland.

De store mængder regn har flere steder givet oversvømmelser. I Aarhus stod flere veje og gader under vand, og i Sydvestjylland oplevede man det kraftigste skybrud registreret i Danmark i oktober måned.

Uvejr i store dele af Jylland

Tirsdagens kraftige regnvejr kom i forbindelse med et lavtryk, der passerede Danmark. Foran lavtrykket strømmede usædvanligt varm luft for årstiden op over Danmark fra syd, og da den tilhørende koldfront svingede igennem landet, blev der dannet en markant tordenfront.

Den nåede med skybrud, torden og kraftige vindstød Sydvestjylland i morgentimerne, og herfra bevægede den sig videre mod nordøst til Midtjylland og derfra til det østlige Jylland, der midt på formiddagen også fik et regulært uvejr.

Den efterlod sig et spor af enorme mængder regn, der beløb sig til mellem 40 og 70 millimeter regn, der faldt på ganske få timer, og mindst 20 steder blev der tirsdag formiddag registeret skybrud.

Nedbør frem til tirsdag klokken 12. (Foto: © DMI)

Tæt på en måneds regn gav oversvømmede veje i Aarhus

Flere steder gav de store mængder regn oversvømmelser, og især i Østjylland, hvor der mange steder blev registeret skybrud, er der flere meldinger om oversvømmede veje.

På et tidspunkt stod flere veje og gader i Aarhus under vand. Østjyllands Politi oplyste tirsdag formiddag på X, at kloakdæksler sprang op, og der var store vandmængder på vejene.

Det var også i den østlige del af Jylland, der faldt mest regn.

I Flensted ved Låsby mellem Silkeborg og Aarhus og i Sabro nordvest for Aarhus var der indtil tirsdag middag faldet hele 71 millimeter regn, der kom på ganske få timer.

Det svaret til nær en hel måneds nedbør. Normalt falder der 83 millimeter regn i hele oktober måned.

Oversvømmet vej i Aarhus den 3. oktober 2023. (Foto: © Flemming Nielsen)

Kraftigste skybrud registreret i oktober

Mange steder i det område, der blev ramt af uvejret, faldt der over 15 millimeter på en halv time, som netop er definitionen på skybrud.

I Sydvestjylland fik man i Outrup nordvest for Varde under et voldsomt uvejr med kraftige vindstød dobbelt skybrud, da der på en halv time faldt hele 32,7 millimeter regn.

Det er så kraftigt et skybrud, at der ikke tidligere er registreret noget lignende i oktober.

Siden DMI begyndte at registrere skybrud i 2011 er det hidtil kraftigste skybrud i årets tiende måned 27,3 millimeter på 30 minutter.

Det er en nedbørsintensitet, der blev overgået mindst fem steder i Jylland under tirsdagens uvejr.

Kun to procent af alle årets skybrud kommer i oktober

Ud over skybruddet var det kraftigste registreret i oktober måned, så er der samtidig relativt sjældent, der overhovedet er skybrud så langt inde i efteråret.

Normalt hører skybrud sommeren til, hvor temperaturerne er så høje, at der kan være rigeligt med vanddamp i luften, der kan udløse så store mængder regn på kort tid.

Fra 2011 til 2022 har der i gennemsnit blot været skybrud i 0,5 dage i oktober måned - eller det der svarer til en gang hvert andet år.

Og det er kun en meget lille del af årets normalt 20,9 dage med skybrud, der forekommer i oktober måned.

Kun to procent af alle dage med skybrud i løbet af året forekommer i oktober.

Af alle årets dage med skybrud finder man 75 procent af dem i løbet af de tre sommermåneder.