Ny rekord: September blev den varmeste i 149 år

Den rekordvarme september blev varmere end hele sommeren.

Sommer i september. Her er det i Aabenraa den 5. september. (Foto: © Viggo Hjort Kohberg)

Med en middeltemperatur på 16,3 grader har september sat ny varmerekord.

Dermed er september 2023 den varmeste, siden målingerne begyndte i 1874.

Den sommerligt varme måned overgår akkurat den tidligere varmerekord, der indtil i år har været delt mellem september 1999, 2006 og 2016, som alle havde en middeltemperatur på 16,2 grader.

Den rekordvarme september udmærkede sig også ved at blive varmere end sommeren.

Middeltemperaturen for de tre sommermåneder til sammen endte på 16,1 grader, og kun juni blev med en middeltemperatur på 16,4 grader varmere end septembers 16,3 grader.

Både juli og august var koldere end september.

Sensommervejr ved Charlottenlund Fort torsdag den 15. september 2023. (Foto: © Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

Lang periode med sommervarme

Den nye danske varmerekord for september er primært et resultat af en usædvanligt lang periode med sommervarme i starten af måneden, hvor varm luft fra Sydeuropa i over en uge strømmede op over Danmark.

Sommervarmen i starten af september gav en yderligere række vejrrekorder.

Fra den 4. september til den 12. september havde vi ni dage i træk en sommerdag med temperaturer på 25 grader. Det er ikke tidligere set i dansk vejrhistorie med så mange sommerdage i træk i september.

Varmen toppede den 9. september med 28,5 grader i Beldringe nord for Odense, som i øvrigt var den højeste temperatur målt dér i september siden de lokale målinger begyndte i 1959.

Den langvarige sommervarme gav også regionale varmebølger, som satte rekord i Store Jyndevad i Sønderjylland, da man lokalt havde varmebølge hele syv dage i træk.

Det er den absolut længste periode med varmebølge i september i Store Jyndevad, siden målingerne begyndte dér i 1987.

Efter en kølig periode kom sommervarmen tilbage så sent som den 21. september med sommerdag nummer 10.

Inden køligere luft fandt vej frem til os sidst på måneden, fik vi to dage med temperaturer over 23 grader, og med varme nætter.

September er på 30 år blevet næsten en grad varmere

Den nye danske varmerekord for september kommer efter en årrække, der har været præget af meget varme september måneder, og de fire varmeste september måneder siden 1874 har nu alle været inden for de seneste 24 år.

Det generelt varmere septembervejr betyder, at september måneds middeltemperatur i de sidste 30 år er steget med 0,9 grader.

Klimanormalen for den 30-årige periode fra 1961 til 1990 var for september 12,7 grader. Den er for den nuværende klimanormal, der dækker over årene 1991 til 2020, steget til 13,6 grader.

Den rekordvarme september har med 16,3 grader således været 2,7 grader varmere end normalt.

Varmest ved kysterne i den sydvestlige del af landet

Rekordvarmen fordelte sig ikke helt lige ud over landet i september.

Varmeste kommune blev Langeland med en middeltemperatur på 17,5 grader efterfulgt af Sønderborg, Ærø og Bornholm kommuner, der alle havde en middetemperatur på 17,4 grader.

Mens de disse kystnære kommuner havde det varmest, så var det mindst varmt i dele af Jylland.

Både Skanderborg, Horsens og Hjørring kommuner havde med en middeltemperatur på 15,6 de laveste temperaturer i september.

September blev ikke kun rekordvarm. Den blev også mere solrig og med mindre regn end normalt.

Med 172,7 solskinstimer blev det den næst mest solrige september siden 2006.

Der faldt betydeligt mindre nedbør end normalt i september. I alt faldt der i løbet af måneden 54,3 millimeter regn, der er 20 millimeter mindre end normalt.

De første 11 varme og tørre dage af september faldt der kun 0,6 millimeter, inden der kom regn midt på måneden.

Månedens højeste temperatur blev 28,5 grader, der de seneste 32 år kun en gang er målt højere i september.

Flere meget varme dage betød også, at september med 20,5 grader tangerede rekorden for højeste gennemsnit af de daglige maksimumtemperaturer fra 2016.

Gennemsnittet af månedens minimumtemperaturer endte på 12,7 grader, og blev det tredje højeste gennemsnit i nogen september - kun overgået af september 2006 og 1999.