Sommervarmen, der i over en uge har ligget over Danmark, klinger på aller sidste vers.
Nexø på Bornholm sikrede tirsdag med 25,2 grader endnu en sommerdag, der bliver den sidste i en rekordlang række sommerdage i september.
Selv om den absolutte danske varmerekord for september på 32,3 grader fra 1906 aldrig kom i fare, satte den netop overståede sommervarme flere steder nye rekorder for, hvor varmt det kan blive - og hvor lang tid i træk, der kan være sommervarme i september.
Flere steder satte ny lokal varmerekord for september
Den højeste temperatur målt i Danmark i den seneste uge blev 28,5 grader, som termometeret lørdag viste i H. C. Andersen Airport ved Beldringe nord for Odense.
Det er et af flere steder, der under den langvarige sommervarme, satte ny lokal varmrekord for september.
Ifølge DR Vejrets gennemgang af DMI's data er de 28,5 grader ved Beldringe den højeste septembertemperatur målt dér, siden målingerne begyndte i 1959.
Dermed slår man den tidligere rekord på 27,7 grader fra 4. september 1975.
Også i Skrydstrup ved Vojens i Sønderjylland blev der med 28,0 grader lørdag sat ny lokal varmerekord for september.
Den 54 år gamle varmerekord lød på 27,1 grader målt 14. september 1969.
Det sidste sted DR Vejret kan dokumentere en ny varmerekord er i Store Jyndevad nær den dansk-tyske grænse, hvor temperaturen lørdag nåede 28,4 grader.
Den er en tangering af september måneds varmerekord i Store Jyndevad sat den 13. september 2016.
Lokalt længste varmebølge i september
Den usædvanligt langvarige sommervarme har den seneste uge givet varmebølge flere steder i landet.
Varmebølge er af DMI defineret som, at gennemsnittet af de seneste tre dages maksimumtemperatur et givet sted overstiger 25 grader.
Sker det i mere end halvdelen af landet betegnes som landsdækkende varmebølge.
Mest udtalt var den lørdag, hvor der var varmebølge i 40 procent af landet, og dermed var der tale om regionale varmebølger, som kun er oplevet ganske få gange i september.
Helt lokalt blev der sat nye rekorder for længden af en varmebølges varighed i årets første efterårsmåned.
I Store Jyndevad havde man varmebølge hele syv dage i træk.
Det er den absolut længste periode med varmebølge i september i Store Jyndevad, siden målingerne begyndte dér i 1987.
Kun én gang har der i Store Jyndevad været mere end en dag med varmebølge i september. Det var i 2016, hvor der i forbindelse med usædvanligt varmt septembervejr var varmebølge tre dage i træk.
I Vestervig i Nordvestjylland, der har daglige vejroptegnelser siden 1874, havde man fredag og lørdag for blot anden gang varmebølge i september.
Flest sommerdage i træk
Den sidste og måske mest ekstreme rekord er antallet af sommerdage i træk.
I de ni dage fra mandag den 4. september til tirsdag den 12. september blev der hver eneste dag et eller andet sted i landet målt over de 25 grader, der skal til før det betegnes som en sommerdag.
Det er ifølge meteorolog Sebastian Pelt, der har gransket vejrarkiverne nøje, den periode med flest sommerdage i træk i september måned siden 1874.
Dermed overgår september 2023 med sin ubrudte række af ni sommerdage i træk 1999, hvor der i den rekordvarme september dengang var syv sommerdage i træk.