Blot et døgn efter store dele af Jylland blev ramt af voldsomme skybrud, er et nyt regnvejr på vej mod Danmark.
Det vil fra onsdag aften og natten til torsdag flere steder kunne give 10 til 15 millimeter regn, der kan falde i forbindelse med regn- og tordenbyger, som skal passere landet fra nordvest.
Mest regn i Nordjylland
Regnvejret kommer i forbindelse med et lavtryk, der onsdag middag ligger lige syd for Færøerne. Det vil natten til torsdag passere lige nord om Danmark.
Den tilhørende koldfront med regn- og tordenbyger vil i løbet af natten sammen med blæsende vejr passere Danmark.
Allerede onsdag eftermiddag begynder de første byger at dukke op i Jylland. De når hurtigt den østlige del af landet, hvor man først på aftenen får nogle byger forbi.
Samtidig vil et mere udbredt område med regn onsdag aften bevæge sig ind over Nordjylland, og især i Vendsyssel kan regnen være kraftig og måske også være ledsaget af torden.
Her kan der inden midnat stedvis være faldet op til 15 millimeter regn.
I løbet af aftenen frisker vinden op fra sydvest, og i Nordylland drejer den sidst på aftenen mod vest og nordvest for at tiltage yderligere, så der langs kysterne i Thy og Vendsyssel kan komme vindstød af stormstyrke.
Blæsende nat med risiko for tordenbyger
Mens lavtrykket bevæger sig nord om Danmark, trænger koldfronten fra nordvest i løbet af natten ned over hele landet.
Der venter således en nat, hvor der en overgang kommer regn- og tordenbyger, som på kort tid kan give mellem 5 og 15 millimeter regn.
I forbindelse med koldfronten vil der kunne optræde kraftige vindstød, som især sidst på natten kan være af stormstyrke over den sydlige del af landet.
Torsdag venter en blæsende morgen på Bornholm, hvor man kan få op til hård kuling fra vest, mens vindstødene kan nå stærk storm.
Mere efterårsvejr på vej
Efter en relativt rolig torsdag med overvejende tørvejr og lidt sol vil et nyt lavtryk nærme sig Danmark.
Det giver allerede natten til fredag et nyt regnvejr, der skal ind over Danmark fra vest.
Fredag giver lavtrykket blæsende vejr, hvor det igen ser ud til, at man flere steder i landet kan få vindstød af stormstyrke.