Kuldechok: Voldsom weekendkulde venter

Især nætterne bliver tænderklaprende kolde med ned til 20 frostgrader

Her er temperaturerne natten mellem lørdag og søndag. Særligt den nordøstlige del af Jylland får det koldt. Lokalt kan det blive endnu koldere end prognoserne viser – helt ned til mellem 17 og 20 graders frost. (Foto: © DR Vejret/Harmonie)

De kommende dage trænger iskold polarluft nedover Danmark nordfra. Luften har sin oprindelse i det nordlige Sibirien og medbringer til Danmark udbredt dagsfrost og nattemperaturer, som flere steder når ned på tocifrede frostgrader.

Det er udsigt til flere dage med isdøgn – altså døgn, hvor temperaturen på intet tidspunkt kommer over frysepunktet. Lørdag og søndag vil temperaturerne om dagen ligge mellem frysepunktet og otte graders frost.

Men særligt nætterne bliver tænderklaprende kolde. Natten til søndag er der udsigt til, at termometret kan ramme 15 minusgrader. Lokalt helt ned til 20 frostgrader. Især på Sjælland og Midt- og Nordjylland bliver det koldt.

Klart og vindstille vejr giver kulde

Årsagen til den massive kulde er først og fremmest den kolde luftmasse, som ligger over Danmark i øjeblikket. Samtidig vil der om natten i perioder være vindstille og klart vejr, og det er opskriften på kulde.

Om vinteren fungerer skyerne nemlig som en dyne, der holder på varmen, og vind kan skabe omrøring i luften. Men ved vindstille, klart vejr kan varmen sive direkte og uhindret op i atmosfæren og sikre, at luften over jordoverfladen udstråling bliver endnu mere afkølet.

Klart og vindstille vejr giver gode betingelser for et temperaturdyk på en vinternat. (© DR Grafik)

Og så er der det springende punkt, der gør, at det især er nordøstjylland, der får massiv kulde, nemlig sneen, der ligger på jorden. I løbet af dagen, når solen skinner ned på sne, så vil en stor del af strålingen blive reflekteret tilbage til verdensrummet og derfor ikke tilføre særlig meget varme. Desuden isolerer sneen det nederste luftlag fra den varmere jordoverflade.

Stadig langt til rekorden

Selvom vi går en iskold weekend i møde, er der stadig et stykke vej ned til rekorden for den koldeste nat i dansk vejrhistorie. Den laveste temperatur nogensinde målt i Danmark var i Thy i januar 1982, hvor der blev målt minus 31,2 grader celsius. Sidste gang vi oplevede nattetemperaturer på det niveau, der kan ramme i weekenden, var i februar 2021, hvor termometeret ramte minus 20,7 grader.

Den kolde luft fra Sibirien giver også historisk kolde dage og nætter i Norge, Finland og Sverige i øjeblikket. Således målte man i nat minus 44,3 i Enontekiö Lufthavn i Finland. Det er den laveste temperatur målt i Norden siden 1999.

I næste uge vil lidt lunere og mere fugtig luft nå frem til Danmark fra nordvest. På tirsdag er der for første gang udsigt til, at dagtemperaturerne nogle steder kommer op over frysepunktet.