Mens vi her i Danmark kan se frem til nætter med temperaturer ned under -15 grader, så er det ikke noget at regne mod de kuldegrader, man lige nu oplever i den nordlige del af Norge, Sverige og Finland.
Efter nogle iskolde døgn med temperaturer under -40 grader kulminerede vinterkulden natten til fredag.
I det nordligste Finland faldt temperaturen midt på natten til -44,3 grader i Enontekis.
Det er den laveste temperatur målt i nogle af de tre nordiske lande siden februar 1999.
Den ekstremt kolde nat i det nordlige Finland 'overgik' lige akkurat den tidligere kulderekord for Norden i dette årtusinde, der indtil nat lød på -44,0 grader, som blev målt i Storbo i det nordligste Sverige i 2001.
Også i Norge var det næsten lige så koldt. I Kautokeino viste termometeret -43,5 grader, mens temperaturen i Naimakka i det nordlige Sverige nåede ned på -43,6 grader.
Den ekstreme kulde sendte allerede natten til onsdag temperaturen ned på -43,6 grader i Kvikkjokk-Årrenjarka 140 km sydvest for Kiruna i det nordlige Sverige.
Det er den laveste temperatur nogensinde målt i Kvikkjokk-Årrenjarka, hvor der er foretaget temperaturmålinger siden 1888.
Rekorden lyder på under 50 graders frost
På trods af det er ekstreme kuldegrader, der ligger omkring 25 grader under det normale i det nordlige Skandinavien og Finland, så er der stadig et stykke vej til de absolutte kulderekorder.
I Norge blev der i januar 1886 målt -51,4 grader i Karasjok, mens Finland er indehaver af den absolutte nordiske kulderekord sat sidst i januar 1999, da der i Kittilä blev målt -51,5 grader.
Iskold kombination giver de lave temperaturer
De lave kuldegrader skyldes en kombination af iskold arktisk luft over det nordlige Skandinavien og Finland, et stort højtryksområde, der giver rolige vindforhold og så et tykt snedække.
I den mørke polarnat har luften haft optimale betingelser for at blive afkølet, og efter flere dage med stadigt lavere temperaturer kulminerede kulden foreløbigt natten til fredag.
Vi får i Danmark et strejf af den ekstreme kulde, når luft fra øst strømmer frem mod os. Den luft, der blæser frem mod Danmark stammer oprindeligt fra Sibirien.