For første gang i 14 dage: Der falder nu regn over Danmark

Lokale byger har torsdag morgen givet lidt regn.

Nyt syn i en solrig og knastør juni: Regnskyer over Helsingør torsdag morgen. (Foto: © Bettina Pedersen)

Blå himmel og sol var torsdag morgen afløst af et helt uvant syn.

Flere steder var der skyer på morgenhimlen og nogle steder fik man tilmed enkelte dryp fra byger, der i nattetimerne havde bevæget sig ned over landet fra Sverige.

Bygerne gav under en millimeter regn

På dele af Sjælland og på Bornholm stod man op til den første regn, der er faldet over Danmark i to uger.

De lokale byger gav dog ikke nedbørsmængder, der kan ændre på tørkesituationen.

Indtil torsdag morgen har bygerne givet mest regn i Græsted i Nordsjælland, hvor der er faldet 0,5 millimeter, mens Mulstrup ved Ringsted har fået 0,4 millimeter.

Flere andre steder er der også faldet lidt regn.

Radaren fangede for første gang i flere uger regn over Danmark. Her er det kl. 6.20 (Foto: © DR vejret)

Flere kan få lette byger

Resten af dagen kan der fortsat falde enkelte lokale byger, der er dannet i forbindelse med den varmere og mere fugtige luft, der er ved at trænge ind over Danmark - og som giver os betydeligt varmere vejr de kommende dage.

Bygerne bevæger sig ned over Danmark fra nordøst, og kan senere på dagen også give lidt regn i dele af Jylland og på Fyn.

Man skal dog ikke sætte næsen op efter store mængde regn. Prognoserne har blot op til en millimeter nedbør, de steder i landet, der ventes at falde mest.

Prognose: Forventet nedbør over Danmark frem til torsdag kl. 20. (Foto: © DR vejret)

Første regn i 14 dage - nogle steder i over tre uger

Torsdagens regn er den første, der er faldet noget sted i Danmark siden lette byger 1. juni gav lidt over en millimeter regn på det østlige Bornholm.

Alle øvrige steder, der har fået regn, er det første gang, der er faldet nedbør siden 23. maj, hvor et mere udbredt regnvejr ramte store dele af landet.

På landsplan er der ifølge DMI ikke registreret nedbør, der kan få landstallet op over 0 millimeter siden regnvejret i maj.

Det er til og med onsdag hele 22 dage i træk uden, der er registeret nedbør på landplan.

De sparsomme nedbørsmængder, der torsdag morgen kun er faldet helt lokalt, kan vise sig ikke at være nok til at landstallet når over det store runde nul.

Indtil torsdag morgen er torsdagens nedbør på landsplan ifølge DMI fortsat opgjort til 0 millimeter nedbør.

Fortsat mulighed for byger de kommende dage

Frem til og med weekenden er der fortsat mulighed for byger.

I nat kan der falde lidt regn i den sydøstlige del af landet, mens der både fredag og lørdag kan opstå lokale byger flere steder.

Især lørdag kan bygerne stedvis blive kraftige, og de kan lokalt også være med torden.

På trods af bygerne vil tørkesituationen på landsplan ikke ændres betydeligt.

Tørkeindekset er fortsat på 10, og der skal falde mindst 10-15 millimeter regn på landsplan før vi kommer under 9 på tørkeindekset.

Det betegnes af DMI som et tørkedøgn, når tørkeindekset er 9 eller derover.