Efter en lang periode med knastørt og relativt blæsende vejr skrues der de kommende dage op for temperaturen, når varmere sommerluft strømmer ind over Danmark.
De kommende dage vil temperaturerne gradvist stige til over 25 grader, og vi kan i første omgang få en regulær varmebølge allerede inden weekenden, mens termometeret i store dele af landet vil stige til over 28 grader fra fredag og resten af weekenden.
Det har fået DMI til at udsende et forvarsel om hedebølge.
Temperaturerne vil stige dag for dag
Selv om temperaturen tirsdag holder sig lige under 25 grader de fleste steder, så er man enkelte steder i Vestjylland og i København tyvstartet på varmebølgen.
Alt imens nærmer varmere sommerluft sig stille og roligt Danmark.
Den vil allerede onsdag give betydeligt varmere vejr med temperaturer, der de fleste steder i landet vil nå op mellem 23 og 26 grader. Lokalt kan det blive lidt varmere.
Torsdag bliver varmen endnu mere udbredt. Med rolige vindforhold vil temperaturen i stort set hele lande nå 25 grader, og i store dele af Jylland og i Nordsjælland kan termometeret flere steder vise 27 grader.
Varmebølge allerede inden weekenden
Allerede torsdag ventes kriteriet for varmebølge at kunne overskrides flere steder i landet, når dagens højeste temperatur i gennemsnit over tre døgn når over 25 grader.
Varmebølgen vil brede sig til større dele af landet fredag, hvor temperaturen når op mellem 25 og 28 grader - og i Midt- og Østjylland stedvis op til 29 graders varme.
Kun langs kysterne vil en svag søbrise sørge for lidt mere svalende 20-25 grader, ligesom det ikke kan udelukkes, at der sidst på fredagen kan dannes en enkelt lokal byge.
Sommervarmen kulminerer med hedebølge
Hen over weekenden ventes sommervarmen stadig at ligge hen over Danmark, og temperaturerne kan stedvis få endnu et nøk opad.
Generelt vil både lørdag og søndag byde på 25 til 28 grader - lokalt endda varmere. Samtidig vil det i de rolige vindforhold komme til at føles lummert, og der igen mulighed for, der i løbet af dagen kan opstå lokale regn- eller tordenbyger.
I løbet af weekenden vil vi antageligt kunne få landsdækkende varmebølge og stedvis kan kriteriet for hedebølge blive brudt.
DMI har tirsdag udsendt et forvarsel om hedebølge for store dele af Jylland, hvor gennemsnittet af tre dages højeste temperatur ventes at nå over 28 grader.
Det er dog ikke sandsynligt, at hedebølgen i weekenden bliver landsdækkende.
Vi har ofte varmebølge - hedebølge er mere sjældent
Med kun ganske få undtagelser oplever vi næsten hver sommer kortere eller længere perioder med landsdækkende varmebølge.
Siden 2011 har vi kun i somrene 2011 og 2017 været uden en eneste dag med varmebølge.
Flest havde vi i den varme og tørre sommer 2018, hvor gennemsnittet af tre dages højeste temperatur i hele 27 dage var over 25 grader i 50 procent af landet.
Langt mere sjældent er det med landsdækkende hedebølge. Kun i omkring hver anden sommer oplever vi langvarige perioder med varmegrader over 28 grader i store dele af landet.
Sommeren 2018 og 2020 havde hver fem dage med landsdækkende hedebølge, og sidste år fik vi fire dage.
De første to var i dagene omkring den nye varmerekord for juli på 35,9 grader, mens der fulgte yderligere to efter i august.
Vi skal vænne os til flere hedebølger
I et stadigt varmere klima ventes flere varme sommerdage.
Ifølge DMI's klimaatlas vil antallet af døgn med varmebølge på et år stige fra de nuværende 10 til 18 i midten af dette århundrede, mens vi i slutningen af århundredet har udsigt til 30 varmebølgedøgn.
Vi får også flere hedebølger og antallet af hedebølgedøgn i Danmark stiger fra nu 1,5 i gennemsnit til fem døgn om året allerede i midten af dette århundrede og ni døgn med hedebølge i slutningen af århundredet.