Eksperter: Blæsevejr som i weekenden vil i fremtiden give større og flere oversvømmelser

Sikring mod høje vandstande er noget kommuner og kystnære områder skal kigge på igen og igen, siger ekspert.

Her kan du se havnen i Rødvig efter stormfloden. Billedet er taget med en drone søndag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Strandhuse der er blevet til pindebrænde, havne fyldt med sunkne både og knæhøjt saltvand er trængt ind i dagligstuer. Det er været virkeligheden flere steder efter fredagens vilde vejr.

Selvom weekendens voldsomme begivenheder ifølge to forskere kun i marginal grad skyldes klimaforandringer, så skal vi være forberedt på højere vandstande og flere alvorlige oversvømmelser i fremtiden.

- Hvis vi kigger på de næste år, skal vi regne med en sandsynlighed for stormflod, der minder om den, vi har i dag, forklarer Kristine Skovgaard Madsen, der er oceanograf hos DMI og fortsætter:

- Gradvist vil vandstanden stå højere og højere, og det betyder, at det samme blæsevejr vil give større oversvømmelser.

Det er forskelligt, hvordan de fremtidige vandstandsstigninger vil påvirke de enkelte kyster i forhold til, hvor sårbare de er.

- Men de vandstandsstigninger, vi ser, er næsten ens over hele landet. Den eneste forskel er, at i den nordlige del af Danmark, der hæver landet sig lidt, og det gør, at vandstandstigningerne ikke vil virke helt så kraftige.

Kristine Skovgaard Madsen forklarer, at hvis man for eksempel kigger på en 20 års-hændelse - altså når vandstanden er så høj, at det statistisk kun forventes at ske hvert 20. år - så er det en hændelse, der i 2050 måske vil komme en gang hver 4-5 år i det sydlige Danmark.

Stormfloden har skyllet de ikoniske strandhuse ved Marstal på Ærø væk. Det første billede er fra den 27. september 2019, mens det andet er taget i dag. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix, Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix / Foto: © Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix, Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)

Kyster skal sikres endnu bedre

I fremtiden vil vi både få højere vandstande og mere nedbør - hvilket vi allerede ser - og det vil derfor være relevant at kigge på sikring mod det ifølge Kristine Skovgaard Madsen.

En lignende melding kommer fra Jens Hesselbjerg Christensen, professor i klimafysik på Københavns Universitet.

- Nogle af de værste katastrofer, der har været i Danmark i historisk tid, har været relateret til stormflod, siger han.

Så selvom vi har forberedt os med eksempelvis diger i Vestjylland, er mange af vores indre farvande ifølge ham meget dårligt forberedt på de høje vandstande.

- Det er noget, som alle kommuner og kystnære områder skal kigge på igen og igen - særligt i indre danske farvande. For at se, om der er noget, der kan gøres bedre - og hvor man kan være bedre forberedt.

Vi kommer til at se flere oversvømmelser og i værre grad i løbet af de næste 30-100 år, siger han.

Efter weekendens voldsomme oversvømmelser har Naturskaderådet udpeget de områder, hvor der ifølge dem har været stormflod. På billedet ses de berørte steder. (© Naturskaderådet)

Stormene ser ikke ud til at blive kraftigere

De menneskeskabte klimaforandringer gør, at vi i løbet af dette århundrede kommer til at mærke ganske små vandstandsstigninger fra år til år, men over århundredet løber det op i 30 til 50 centimeter, fortæller Jens Hesselbjerg Christensen, professor i klimafysik på Københavns Universitet.

Og dermed kommer det ifølge ham til at kræve mindre og mindre for et blæsevejr at lave stormflod.

Grunden til, at vandstanden stiger er ifølge eksperterne, at havene opvarmes, hvilket udvider vandet, og derudover har vi den grønlandske indlandsis, gletsjere og is ved Antarktis, der smelter, fordi det bliver varmere og varmere.

Kristine Skovgaard Madsen fortæller, at man på nuværende tidspunkt ikke kan sige, at stormene bliver kraftigere - og dermed heller ikke, at den enkelte stormflod bliver mere intens.

Men da vandet vil stå højere, kan man gå ud fra, at oversvømmelserne i forbindelse med stormfloden vil blive mere intense.

Mandag klokken 12 vil miljøminister Magnus Heunicke (S) præsentere et udspil til en national klimahandlingsplan. Du kan følge præsentationen her på dr.dk og på DRTV.