Dagen derpå skaber de store mængder nedbør fortsat store problemer

En vejbro står under en meter vand og Beredskabsstyrelsen er i fuld gang med at pumpe vand væk.

Det har stået ned i stænger i det seneste døgn i store dele af landet, men særligt den østlige del af Danmark.

Torsdag blev ifølge DMI den mest regnfulde novemberdag der nogensinde er blevet målt på en målestation i Danmark siden de første målinger i 1874.

Og dagen derpå giver vandmasserne fortsat store udfordringer.

For der er faldet så store mængde nedbør i oktober og november, at jorden ikke kan tage mere vand.

Det har resulteret i store oversvømmelser rundt omkring i landet.

I Stevns Kommune er en å blevet forvandlet til en sø, hvilket betyder spærrede veje og omkørsler.

Ved Odder Å er beredskabet i fuld gang med at pumpe vand ud af åen, da der løber så meget vand, at en bro ikke kan holde til det.

Også den lille by Holtug på Sjælland er blevet ramt af oversvømmelser. I videoen her kan du høre Villy Petersen fortælle om en badebro, der er taget på en sejltur:

'Vi har ingen steder at lede vandet hen'

Normalt svæver vejbroen over Tryggevælde Å halvanden meter over vandoverfladen. Men stiller man sig på den nu, står man i vand til knæene.

Åen løber i den sydøstlige del af Sjælland. Og fordi jorden har været så mættet af den store mængde nedbør, har åen taget masser af vand med på sin 35 kilometer lange vej gennem Sydøstsjælland.

Og det har resulteret i, at åen er gået "voldsomt" over sine bredder, fortæller Birgitte J. T. K. Nielsen, der er centerchef for Teknik & Miljø i Stevns Kommune.

- Vi kan ikke gøre så meget. Så tålmodighed er det bedste, vi har. Vi har skiltning med omkørsel, og vi forsøger at hjælpe så godt til, hvor vi kan, med sandsække og andet, siger Birgitte J. T. K. Nielsen.

Hvorfor har I ikke være bedre forberedt på de her vandmasser? Det er jo regnvejr, der er blevet varslet.

- Ja... Jeg ved ikke, hvordan vi skulle være bedre forberedt. Vi har jo ikke nogen steder at lede vandet hen. Vi leder normalt vandet i bække og åer - som for eksempel Tryggevælde Å. Men der er jo rigeligt af vand i forvejen.

Bro kan ikke holde til vandmasserne

Beredskabsstyrelsen er i fuld gang med at pumpe vand op fra Odder Å.

En bro, der løber over åen, kan nemlig ikke holde til vandmasserne, og derfor har Beredskabsstyrelsen placeret en pumpecontainer på broen, som pumper vand fra den ene side af broen over til den anden.

- Vi er her til mandag med mandskab for at holde vandet i trit. Så hvis der kommer mere, kan vi skrue op for kapaciteten. Og ellers skal vi bare sørge for, at vandet ikke går over sine bredder, siger Rasmus Tylvad, som er befalingsmand i Beredskabsstyrelsen.

Det er forventet, at der kommer et stort regnskyl natten til søndag.

Og ligesom i Stevns Kommune er jorden helt vandmættet. Så i Odder frygter de, at weekendens regn kan resultere i, at Odder Å går over i sine bredder og dermed skaber oversvømmelser.

'Nærmest en syndflod af vand'

I Hovby ved Faxe er den ene af Jacob Jacobsens biler strandet ved hans hus.

Grusvejen op til huset er nemlig blevet ødelagt af den store mængde nedbør, der er væltet ned det seneste døgn.

- Vi havde en stor flod ned igennem vejen. Der var nærmest en syndflod, siger Jacob Jacobsen.

Han beskriver, hvordan vandet strømmede ned ad vejen, som hvis det var en flod, man river-rafter på i udlandet.

- Da jeg kørte, var vejen fuldstændig dækket af vand i fem-seks centimeter. Senere på dagen var vejen dækket af en meter vand.

Vandet efterlod et hul, der var et par meter langt, omkring 50 centimeter bredt og 30 centimeter dybt.

Her fra morgenstunden er arbejdet med at pumpe vandet væk i fuld gang. Og Faxe Kommunes Vej og Park kom med gravemaskiner, sand og jordstampere for at fikse hullet i vejen.

Vi er godt på vej mod det vådeste år i Danmarks historie. I artiklen her kan du se, hvor meget regn der er kommet i din kommune.