Præcisering: Det fremgik tidligere af artiklen, at der torsdag i København blev målt de højeste nedbørsmængder på en enkelt dag siden 1874. Det er retteligt, de højeste mængder, der er målt på en dag i november. Oktober var den vådeste måned i Danmark i 25 år, og halvvejs inde i november har vi allerede fået næsten en måneds nedbør.
Derfor er jorden fuldstændig mættet med vand, og et kraftigt regnvejr torsdag har skabt problemer flere steder i landet.
- Vi har vitterligt vand alle steder - også der, hvor vi ikke skal have vand, siger Birgitte J.T.K. Nielsen, der er centerchef ved Teknik & Miljø i Stevns Kommune.
Her står kørebaner, marker, huse og stalde under vand, efter blandt andet Tryggevælde Å er gået over sine bredder.
Torsdag morgen stod Jeanette Nielsen landejendom ved Store Heddinge under vand:
I øjeblikket er det ikke muligt at køre på Tingvej, som er en af hovedvejene på Stevns, fordi den står under vand.
Og der er ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed, fortæller Birgitte J.T.K. Nielsen.
- Det plejer at tage en lille uges tid for vandet i Tryggevælde Å at få samlet sig og lige så stille finde mod udløbet ved Køge Bugt.
Det er ikke første gang, Tryggevælde Å går over sine bredder. Bør I i kommunen ikke lave mere klimasikring for at sikre, at det her ikke sker igen?
- Jeg ved ikke, om vi kan gardere os mod, at det sker igen, for det er jo en usædvanlig hændelse, men det er noget, vi ser på og følger med ret stor alvor.
Da Tingvej også er en vej, som beredskabet bruger, handler det også om borgernes sikkerhed, fortæller Birgitte J.T.K. Nielsen.
- Så det er en af vores hovedopgaver, at vi skal have sikret, at Tingvej kan holdes farbar hele året.
Jorden er fyldt med vand
I København blev der torsdag målt de højeste nedbørsmængder på en enkelt dag i november siden 1874, og vi nærmer os med hastige skridt det mest regnfulde år nogensinde.
Især den seneste halvanden måneds regn er "ganske usædvanlig", siger Anders Brandt, der er vært på DR Vejret.
Jorden har fået så meget regn, at den er det, man kalder "vandmættet".
- Der kan ikke være mere vand i porerne i jordlagene, og så kan vandet simpelthen ikke synke ned i jorden, siger han.
I stedet løber vandet langs jordoverfladen og ud på marker eller i vandløb og åer, som kan gå over deres bredder.
- Bare den mindste smule regn kan give problemer lige nu.
Selvom fredagen giver et lille tørt pusterum, så er der endnu mere regn på vej.
- Vi får lidt luft det næste døgns tid, men det ligger flere lavtryk med regn på lur derude, siger Anders Brandt.
Her kan du se, hvor meget regn der er faldet i din kommune:
Varmere vejr giver mere regn
Efter torsdagens regnvejr er årets samlede nedbørsmængde på landsplan nu oppe på 842,5 millimeter.
Selv om der stadig mangler halvanden måned er det mere nedbør, end der normalt falder på et helt år, fortæller Anders Brandt.
Fra 1960'erne og frem til i dag har man set en markant stigning i den årlige nedbørsmængde, og hele syv af de ti vådeste år har vi haft inden for de seneste 25 år.
Den øgede nedbørsmængde er sammenfaldende med, at temperaturen i Danmark er steget med cirka 1,5 grader.
- For hver gang temperaturen stiger med en grad, kan luften indeholde cirka syv procent mere vanddamp, der kommer til udtryk ved kraftigere regnvejr end ellers, siger han.