For anden gang inden for kort tid gik tusindvis af sydafrikanere i dag på gaden for at kræve, at Sydafrikas præsident Jacob Zuma træder tilbage.
I dag samledes store menneskemængder i landets hovedstad Pretoria, hvor de med kravet om præsidentens afgang marcherede forbi hans kontor.
Til det lokale medie News24, fortæller politichef Sally de Beer, at godt 30.000 mennesker deltog i protesterne, der forløb fredeligt.
Det skete på Jacob Zumas 75 års fødselsdag, og kun få dage efter at 60.000 mennesker i fredags over hele landet krævede hans afgang.
Siden han kom til magten i 2009, har den sydafrikanske præsident gang på gang måtte benægte gentagne anklager om korruption. Sidste år afgjorde Finansministeriet, at Zuma skal tilbagebetale knap 3,5 millioner kroner af statens penge, som han har brugt til at renovere sin egen bolig.
Kampen for Zumas afgang ledes af det største oppositionsparti Partiet Demokratisk Alliance, der sammen med andre oppositionspartier har stillet et mistillidsvotum til præsidenten, mens hans eget parti Den Afrikansk Nationalkongres (ANC) fortsat støtter ham.
Zuma: Det er racisme
Kritikken af Zuma er tiltaget, efter at han gennemførte en regeringsrokade og fyrede sin vellidte finansminister Pravin Gordhan.
- Han misbruger statens penge, sagde den 21-årige studerende Thomas Monyoko, der deltog i dagens demonstration til Reuters.
En anden deltager, 40-årige Patricia Maguire, siger til Reuters:
- Jeg tror ikke, at dette er et partispørgsmål. Det er et forvaltningsspørgsmål. Jeg kan ikke forstå, at nogen ikke kan se, at han er ødelæggende, siger hun.
Jacob Zuma beskylder demonstrationerne mod ham for at være udtryk for racisme.
- Demonstrationerne, der fandt sted sidste uge viser, at racismen er reel og eksisterer i vores land, sagde han ifølge News24.
Det har fået en af lederne bag demonstrationen, Julius Malema, fra det yderligtgående venstrefløjsparti Economic Freedom Fighters (Økonomiske Frihedskæmpere red.), til at svare:
- Hvis det er racistisk ikke at ønske Zuma, så er vi racister. Hvis det, ikke at ønske Zuma, betyder, at vi tager imod penge fra hvide mennesker, så tager vi penge fra hvide mennesker, siger han.