Sydafrikas skandaleramte præsident, Jacob Zuma, står mandag over for en af de alvorligste udfordringer for sit styre, da hans eget politiske bagland er begyndt at diskutere, hvorvidt Zuma er egnet til at lede landet.
Partiet Den Afrikanske Nationalkongres, ANC, diskuterer Zumas lederevner, efter at ministeren for turisme, Derek Hanekom, har lagt op til et mistillidsvotum til præsidenten.
Det er sket under et møde i et af ANC's ledende organer, Den Nationale Eksekutiv Komité.
Det ventes, at komitéen diskuterer forslaget igen ved et udvidet møde mandag, oplyser flere ledende medier.
- For første gang i et årti virker det, som om Den Nationale Eksekutiv Komité vågner op, hedder det i en rapport fra nyhedsbureauet News 24.
Mindst tre ministre opfordrer Zuma til at gå af. Ud over Derek Hanekom har sundhedsminister Aaron Motsoaledi og infrastrukturminister Thulas Nxesi opfordret Zuma til at træde tilbage.
- •
Sagen om Zuma
- •
Den 74-årige Zuma er hårdt presset af både anklager om korruption og magtmisbrug.
- •
Et offentligt organ, som bekæmper korruption, har for nylig udsendt en rapport med en liste over en række beskyldninger om korruption, som er fremsat mod Zumas regering.
- •
Et oppositionsparti, Den Demokratiske Alliance (DA), har krævet efterforskninger indledt mod Zuma, som blandt andet er mistænkt for at have ladet sig påvirke politisk af den stenrige indiske Gupta-familie.
- •
Præsidenten er beskyldt for at have ladet familien udpege flere ministre i Sydafrikas regering.
- •
Også nogle af Sydafrikas indflydelsesrige fagforeninger, erhvervsledere og endda højtstående medlemmer af Zumas eget ANC-parti har krævet hans afgang.
- •
Den seneste tid er Zumas popularitet dalet betragteligt. Dels på grund af korruptionsanklagerne, dels på grund af landets skrantende økonomi.
/ritzau/Reuters