Zelenskyj efter ukrainske angreb på russisk jord: 'Rusland bragte krigen til vores land'

Rusland har erklæret regional undtagelsestilstand i Kursk-regionen, hvor der har været ukrainske angreb.

Ukraines militær har bekræftet at have ramt en militær flybase og ødelagt et lager med eksplosive våben i Lipetsk-regionen sydøst for Moskva. (Foto: © HANDOUT, Ritzau Scanpix)

Rusland skal mærke konsekvenserne af sin invasion af Ukraine.

Det har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagt, tre dage efter at ukrainske tropper trængte ind på russisk jord i Kursk-regionen.

- Rusland bragte krigen til vores land og bør mærke, hvad det har gjort, sagde Zelenskyj torsdag aften, uden direkte at referere til den ukrainske offensiv.

- Ukrainerne ved, hvordan man opnår sine mål. Og vi valgte ikke at opnå vores mål gennem krig, tilføjede han.

Ifølge Rusland er mindst 1.000 ukrainske soldater, støttet af kampvogne og pansrede køretøjer, trængt ind på russisk territorium tirsdag morgen, i hvad der ser ud til at være et af de største angreb på russisk jord siden krigens begyndelse.

Kortet herunder er baseret på data fra tænketanken Institue of War og er et overblik over den påståede ukrainske fremrykning på russisk jord. Ikke alle fremrykninger er bekræftet.

Foto:@DR Grafik på baggrund af data fra Institute of War.

Tænketanken siger, at geolokerede optagelser viste, at ukrainske pansrede køretøjer havde avanceret til positioner 10 kilometer inde i Kursk-regionen i de første to dage.

Ukraine og Rusland har begge meldt ud, at man har evakueret befolkning på begge sider af grænsen i Kursk-regionen.

Luftbase står i brand

Fredag morgen meldte den russsiske guvernør for Lipetsk-regionen ud, at en flybase stod i brand, og at der var strømsvigt og seks sårede personer efter ukrainske angreb.

Det ukrainske militær har efterfølgende bekræftet at have angrebet Rusland i den sydøstlige region Lipetsk.

Den russiske præsident Vladimir Putin har denne uge kaldt det "en kæmpe provokation", at der er ukrainske soldater på russisk jord, og ukrainske embedsmænd har indtil videre været stort set tavse om offensiven, skriver BBC.

Ruslands forsvarsministerium sagde torsdag, at deres tropper "fortsætter med at ødelægge" bevæbnede ukrainske enheder med luftangreb, raketter og artillerild.

Ministeriet sagde også, at russiske reserver var blevet sendt til Kursk-regionen, hvor der fredag formiddag blev erklæret regional undtagelsestilstand, skriver nyhedsbureauet Reuters.