Den ukrainske offensiv i den russiske Kursk-region er formentlig større end hidtil antaget.
Først lød meldingen fra det russiske forsvarsministerium, at omkring 300 soldater var involveret - men onsdag blev det tal mere end tredoblet af den russiske hærchef.
Det skete på et møde mellem Vladimir Putin og hans sikkerhedsråd onsdag.
- Op mod 1.000 soldater fra den ukrainske hær trængte tirsdag den 6. august klokken 05.30 ind i Sudsjanskij-distriktet i Kursk-regionen, sagde hærchef Valery Gerasimov i sin statusrapport på mødet.
Et stød mod selvopfattelsen
De ukrainske styrker krydsede ifølge de russiske myndigheder grænsen til Kursk-regionen nær landsbyen Sudzha.
Det skete via et "omfattende og overraskende" angreb. Sådan lyder vurderingen fra Flemming Splidsboel, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med særligt kendskab til Rusland.
Det er nemlig overraskende, at Ukraine har kunnet få sat et stød ind på den del af fronten.
Derfor fylder det meget i de russiske medier, fortæller han:
- Det er en stor historie, og det bliver nogle steder beskrevet som et stød mod den russiske selvopfattelse: Det er ikke bare et terrorangreb, som de fleste af den slags angreb bliver beskrevet som i medierne - der er rent faktisk ukrainske styrker på russisk jord.
Derfor spekulerer medierne også i, om der kommer et modsvar fra russisk side, og i så fald, hvor stort, det vil blive, siger Flemming Splidsboel.
Kampe er stadig i gang
Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War vurderer, at de ukrainske styrker er trængt 10 kilometer ind i det russiske territorie siden 6. august.
På grund af offensiven blev der erklæret undtagelsestilstand i Kursk-regionen onsdag aften, og de ukrainske myndigheder har beordret en tvungen evakuering af 6.000 mennesker fra et ukrainsk område ved grænsen til Kursk-regionen.
De russiske sundhedsmyndigheder siger, at 31 civile er kommet til skade som følge af offensiven. DR Nyheder har ikke kunnet bekræfte tallet.
Ifølge den russiske hærchef er den ukrainske fremgang foreløbigt standset takket være hjælp fra luftangreb og artilleribeskydning.
Billeder fra sociale medier, som er blevet verificeret af BBC, viser kampfly flyve tæt på jorden i regionen, mens der er røgskyer flere steder.
Der er dog stadigvæk kampe i gang i flere områder omkring grænsen mellem russiske og ukrainske styrker.
- Fjendens tab er indtil videre mindst 100 dræbte og 215 sårede. Derudover er 54 pansrede køretøjer ødelagt, inklusiv syv kampvogne, lød det fra Gerasimov.
DR Nyheder har ikke kunnet bekræfte antallet af ukrainske soldater, sårede eller dræbte.
Putin har kaldt offensiven "en stor provokation fra Kyiv".
'Jo mere pres på Rusland, desto bedre'
Flemming Splidsboel siger, at på slagmarken er det generelt Ukraine, der er under pres og i defensiven. Og han peger på to mulige grunde til, at Ukraine har interesse i at angribe Kursk-regionen:
- En simpel grund er at skabe panik i den russiske befolkning. En anden grund kan være at forstyrre de russiske styrker i et område, hvor de ikke er så meget til stede. Og en overraskelsesaktion som det her kan måske være med til at lette presset andre steder, hvis russerne begynder at omrokere deres styrker.
Ukraine har ikke officielt kommenteret meldingerne fra Kursk-regionen.
Det tætteste har været Zelenskyj, der i sin daglige tale til nationen onsdag understregede vigtigheden i at lægge pres på Rusland.
- Det er vigtigt, at vi fortsætter med at ødelægge vores fjende - så præcist som muligt og så ubønhørligt som muligt, lød det fra den ukrainske præsident.
- Jo mere pres, der lægges på Rusland, desto tættere er vi på fred. Retfærdig fred via retfærdig magt. Og jeg takker alle, der gør dette muligt, sagde han.
Ifølge pressesekretær i Det Hvide Hus, Karine Jean-Pierre, kendte USA ikke til planerne om den ukrainske offensiv på forhånd. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.