Wikileaks har i dag offentliggjort over 8000 filer og dokumenter, der ifølge organisationen tilhører det amerikanske efterretningsvæsen, CIA.
Offentliggørelsen bliver beskrevet som den største lækage af fortrolige CIA-dokumenter nogensinde, skriver BBC og The Guardian.
Ifølge Wikileaks har enheder under CIA udviklet forskellige former for cyber-våben, der blandt andet var målrettet styresystemer som Windows, iOS, men også internetroutere.
Den store lækage indeholder blandt andet dokumenter, der peger på, at CIA har arbejdet sammen den britiske efterretningstjeneste MI5.
Hverken CIA eller MI5 har kommenteret oplysningerne.
Aflytning af tv
Efterretningstjenesterne skulle efter sigende have udviklet software, der skulle kunne aflytte tv’et F8000 fra Samsung.
Såkaldt malware skulle ramme tv’et, så det ville se ud som om, at tv’et var slukket, mens det i virkeligheden var tændt og optog lyd, der senere skulle overføres til CIA’s servere.
Wikileaks påstår også, at CIA har kunnet læse beskeder på apps som Whatsapp, efter de havde fundet sikkerhedsfejl på smartphones af mærkerne Samsung, HTC og Sony.
CIA skulle også have oprettet en enhed, der skulle få adgang til kamera, mikrofon og lokalitet på iPhones og iPads.
Russisk hacking
Offentliggørelsen af de fortrolige dokumenter kommer på et tidspunkt, hvor der har været længere tids kamp mellem den amerikanske efterretningstjeneste og præsident Donald Trump.
I januar påstod de amerikanske efterretningstjenester i en rapport, at Rusland stod bag et læk af dokumenter, der skulle skade den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton.
Målet var ifølge rapporten, at den daværende præsidentkandidat Donald Trump skulle vinde valget.
Forbindelserne mellem Donald Trump og Rusland har sidenhen ført til, at præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver måtte trække sig i februar.
Og så sent som i sidste uge måtte den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, erklære sig inhabil i en eventuel undersøgelse af Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg.