De har før afsløret mord på journalister og detaljer om tortur og forfølgelse af irakiske tolke.
Det er selvfølgelig dokumenter lækket til WikiLeaks.org, vi taler om. Igen i går blev der blev der offentliggjort i hundredetusindvis på databasen.
De 294.548 mails og mere end hundredetusinde vedhæftede dokumenter skulle efter sigende indeholde detaljer og fortrolige oplysninger om den tyrkiske præsident Erdogan og det politiske parti AKP.
Men hvordan er det lige, at man tryller hundredetusindevis af dokumenter om til valide afsløringer.
DR har spurgt Informations journalist Charlotte Aagaard, der var blandt de første journalister i Danmark, der prøvede kræfter med lækkede WikiLeaks-dokumenter.
1. Overtalelse og maksimum krypterede mails
Vi skal tilbage til 2010, hvor tre journalister på Dagbladet Information, som eneste danske medie, får en unik kontakt ind i WikiLeaks.org, som er stiftet af den australske journalist Julian Assange, og som siden 2006 har lagt millioner af dokumenter frem, der bestemt ikke har været tiltænkt offentligheden.
- Det var ikke Assange selv, han havde for travlt med de tyske og franske medier, fortæller Charlotte Aagaard, om den kilde, de tre danskere i sin tid samarbejde med.
- Det var en af kollegerne herinde fra, som havde en kontakt til én af de andre inde i WikiLeaks, og den person, havde min kollega altså haft held til at overtale, fortæller hun.
Charlotte Aagaard har aldrig mødt personen. Al kommunikation foregik over maksimum krypterede mails, ligesom dørene blev udstyret med tre låse, og telefonsamtalerne mellem de tre journalister var renset for al snak om dokumenterne. For "vi vidste simpelthen ikke, hvad vi risikerede", som hun siger.
- Ville myndighederne kræve dokumenterne udleveret, ville de finde på at storme avisen? Det vidste vi simpelthen ikke. Og det var derfor også kun os tre journalister og teknikeren, der kendte til den IP-adresse, hvor den hemmelige lækker lagde dokumenterne tl os, fortæller hun.
2. En tekniker, en tolk og en database
Teknikeren var nødvendig, fordi gravergruppen ville opbygge en database, som kunne dechifrere de henholdsvis 400.000 Irak-dokumenter og 90. 000 Afghanistan-dokumenter.
- Vi kodede simpelthen vores database med søgekriterier, så vi kunne kombinere oplysninger på kryds og tværs, fortæller Charlotte Aagaard.
- Heldigvis var materialet på engelsk, og det gjorde det forholdsvis lettere. Men igen, når jeg siger forholdsvis, så er det fordi, at det var på militærsprog, fortæller hun.
Gruppen fik derfor også brug for en militærtolk til at oversætte, de vanskeligste faglige termer.
Men herefter opstod forvirring på et højere plan.
3. En fisketur ned i dokumenterne
Nok havde gruppen fået oversat indholdet til et forståeligt sprog og plottet materiale ind i databasen. Men hvilke linjer i de 490.000 dokumenter var de væsentlige?
Gruppen valgte at tage på "fisketur" ned i dokumenterne.
- Vi søgte på alt, hvad der havde med Danmark at gøre. Dokumenterne var geokodet (dokumenter med geografiske koordinater), så på den måde kunne man se ind på de forskellige områder, hvorfra Danmark havde opereret.
Det betød, at gruppen kunne lave et fuldstændigt forløb over krigen og senere afsløre, hvor truet de irakiske tolke var.
- Vi søgte simpelthen på passager, som beskrev, hvor nogle var blevet truet eller dræbt. Hver gang det skete, blev det nemlig skrevet ned af koalitionsstyrkerne, siger Charlotte Aagaard.
Hun beskriver, hvordan materialet møjsommeligt blev sorteret i bunker, som bestod af tusindvis af dokumenter.
- Vi kiggede i dokumenterne i tre uger, før vi skrev en eneste linje, fortæller Charlotte Aagaard, der i slutningen af oktober 2010 sammen med resten af gravergruppen - og resten af verden - blandt andet afslørede, hvordan irakiske fanger blev overladt til torturpoliti.
Men hvor fuldstændige og troværdige var de dokumenter, der trods alt var bærende for afsløringerne og måske skulle kunne føre til konsekvens?
4. Allerede kendte begivenheder afslører troværdigheden
Det valgte Aagaards gravergruppe at tjekke ved hjælp af konkrete søgninger på begivenheder, de vidste havde fundet sted på et bestemt tidspunkt og et specifikt sted.
- Vi så på, om de var dækkende for, hvad vi allerede vidste. Kunne vi for eksempel se de første dødsfald blandt koalitionsstyrkerne, og kunne vi genfinde kendte, danske begivenheder, der havde fundet sted på konkrete datoer. Det dobbelttjek fik os til at vurdere, at de var dækkende, forklarer Charlotte Aagaard.
I dag sidder Charlotte Aagaard, flere afsløringer rigere, fortsat på Dagbladet Information, hvor hun spændt vil følger med, når hendes kolleger i Tyrkiet går om bord i de nye dokumenter.