Washington Post offentliggør sidste opråb fra forsvunden journalist

Der er brug for at styrke ytringsfriheden i den arabiske verden, mener Jamal Khashoggi.

Jamal Khashoggi har været forsvundet siden den 2. oktober i år. (Foto: © Mohammed al-Shaikh, Scanpix)

Den amerikanske avis The Washington Post har valgt at offentliggøre den sidste klumme, som den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi skrev, inden han forsvandt sporløst for to uger siden.

Jamal Khashoggi var tilknyttet The Washington Post som fast debatskribent, og avisens globale debatredaktør, Karen Attiah, fortæller, at hun modtog klummen, dagen efter at Jamal Khashoggi forsvandt under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Det var hans assistent og oversætter, som sendte den, og til at begynde med valgte avisen ikke at trykke den.

- The Post (The Washington Post, red.) ventede med at offentliggøre den i håb om, at Jamal ville komme tilbage, og at vi så i fællesskab kunne færdigredigere den. Nu har jeg accepteret, at det ikke kommer til at ske, skriver Karen Attiah i en kommentar i avisen.

Ifølge de tyrkiske myndigheder blev Jamal Khashoggi, der tidligere har kritiseret den saudiarabiske kongefamilie i sine klummer, dræbt under sit besøg på konsulatet. En anklage, som den saudiarabiske regering flere gange har afvist.

- Det her er hans sidste klumme, som jeg kommer til at redigere for The Post. Klummen indfanger på perfekt vis hans engagement og lidenskab, når det handler om frihed i den arabiske verden, skriver redaktøren.

Det var her, Jamal Khashoggi forsvandt for to uger siden. (Foto: © OZAN KOSE, Scanpix)

Brug for frie medier

Jamal Khashoggis klumme handler nemlig om, at der er brug for at styrke ytringsfriheden og sikre en fri, uafhængig presse i de arabiske lande, hvis indbyggerne skal gøre sig noget håb om en bedre fremtid uden fattigdom, dårlig ledelse og ringe uddannelsesniveau.

- Den arabiske verden har brug for en moderne udgave af de gamle, transnationale medier, så indbyggerne kan blive informeret om det, der sker i verden. Hvad der er endnu vigtigere, er, at vi bliver nødt til at skabe en platform for de arabiske stemmer, skriver han.

I dag er der nemlig kun ét land i den arabiske verden, Tunesien, som ifølge organisationen Freedom House kan betegnes som ”frit”.

Indbyggerne i de ”ikke-frie” lande er derimod ”uvidende eller misinformerede”, skriver Jamal Khashoggi, og det betyder, at de ikke har mulighed for at diskutere de hverdagsproblemer, som præger dem.

- En statsstyret fortælling dominerer den offentlige psyke. Og selvom der er mange, der ikke tror det, så er en stor del af befolkning ofre for denne falske fortælling. Det ser desværre ikke ud til, at situationen vil ændre sig, skriver Jamal Khashoggi.

Han henviser til sin ven, den saudiarabiske skribent Saleh al-Shehi, som har fået fem års fængsel for en klumme, der blev trykt i en avis i Saudi-Arabien. Ifølge dommen var klummen ”fornærmende” over for den saudiarabiske kongefamilie.

- Min egen avis, The Post, har taget initiativ til at oversætte mange af mine klummer og udgive dem på arabisk. Det er jeg taknemmelig for. Arabere har brug for at læse dem på deres egne sprog, så de både kan forstå og diskutere de forskellige aspekter og komplikationer, der findes ved demokratiet i både USA og Vesten, understreger han.

Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, afviser, at Saudi-Arabien er skyld i journalistens forsvinden. (Foto: © Alastair Grant, Scanpix)

Trump sår tvivl om lydoptagelse

Jamal Khashoggi forsvandt den 2. oktober, og siden da har de tyrkiske myndigheder efterforsket omstændighederne for hans forsvinden.

I går fik et efterforskningshold adgang til den privatbolig, som tilhører den saudiarabiske generalkonsul i Istanbul, Mohammad al-Otaibi. De tyrkiske myndigheder har nemlig en mistanke om, at liget af Jamal Khashoggi blev transporteret til konsulboligen, der ligger to kilometer fra selve konsulatet.

- Der var nogle biler, heriblandt en sort varevogn med tonede ruder, som forlod konsulatet, omkring to timer efter at Jamal Khashoggi var ankommet. De kørte efterfølgende til konsulens bolig, og derfor vil de tyrkiske myndigheder gennemsøge boligen for at se, om man kan finde eksempelvis blod eller spor i haven, lød det i går fra DR’s mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund.

Tyrkiske efterforskere forlod tidligere på morgenen den saudiarabiske konsulbolig i Istanbul. (Foto: © OZAN KOSE, Scanpix)

Holdet har efterforsket boligen hele natten, men det er endnu uvist, om de har fundet noget.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange kommenteret sagen, og han mener, at den saudiarabiske regering fortjener at blive betragtet som uskyldig, indtil andet er bevist.

Under en pressebriefing i går understregede han dog, at han ikke holder hånden over saudiaraberne, som er USA’s tætte allierede. Og han sagde samtidig, at han har bedt de tyrkiske myndigheder om at udlevere lydoptagelser fra konsulatet, hvor man angiveligt kan høre det øjeblik, hvor Jamal Khashoggi bliver slået ihjel.

- Vi har bedt om at få dem udleveret, hvis de findes. Jeg er ikke sikker på, at de findes. Det gør de nok. Det gør de nok, sagde han.