Nu jagter tyrkiske efterforskere journalist-spor i konsulens hjem

Konsulen er rejst tilbage til Saudi-Arabien, fortæller DR's mellemøstkorrespondent.

Tyrkiske efterforskere har her til eftermiddag efterforsket konsulens private bolig i Istanbul. (Foto: © ERDEM SAHIN, Scanpix)

Et hold tyrkiske efterforskere har her til eftermiddag gransket den privatbolig, der tilhører den saudiarabiske konsul i Istanbul, Mohammad al-Otaibi.

De er på jagt efter spor efter den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, som forsvandt sporløst for to uger siden, efter at han havde besøgt Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

De tyrkiske myndigheder har fra dag et arbejdet ud fra den teori, at Jamal Khashoggi blev slået ihjel, da han besøgte konsulatet den 2. oktober. Og myndighederne har haft en mistanke om, at liget efterfølgende blev flyttet til konsulens bolig, der ligger to kilometer derfra.

- Der var nogle biler, heriblandt en sort varevogn med tonede ruder, som forlod konsulatet omkring to timer efter, at Jamal Khashoggi var ankommet. De kørte efterfølgende til konsulens bolig, og derfor vil de tyrkiske myndigheder gennemsøge boligen for at se, om man kan finde eksempelvis blod eller spor i haven, fortæller DR’s mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund.

Konsulen selv er rejst tilbage til Saudi-Arabien. (Foto: © SEDAT SUNA, Scanpix)

Konsulen er rejst

Det var egentlig meningen, at eftersøgningen skulle have fundet sted i går. Men da de mødte op, fik de at vide, at de alligevel ikke kunne få adgang.

- Forklaringen var, at konsulens familie stadigvæk befandt sig i boligen, fortæller Michael S. Lund og understreger, at de saudiarabiske myndigheder ikke har været særligt samarbejdsvillige i de 15 dage, hvor journalisten har været forsvundet.

Mandag var de tyrkiske efterforskere på besøg på konsultatet, og efterfølgende sagde Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, ifølge Reuters, at materiale fra konsulatet enten var blevet fjernet eller malet over.

Derudover bliver det svært for de tyrkiske myndigheder at tale med konsulen selv. Han er nemlig rejst tilbage til sit hjemland, fortæller Michael S. Lund.

- Han rejste tilbage til Saudi-Arabien i går, få timer inden at politiet dukkede op ved hans bolig, siger han.

Trump: Uskyldig indtil andet er bevist

Sagen om den forsvundne journalist har ført til en diplomatisk krise på højeste sted.

Det officielle Tyrkiet har peget fingre ad Saudi-Arabien, mens USA har sendt landets udenrigsminister, Mike Pompeo, til kongeriget for at få en officiel forklaring.

Også præsidenten selv, Donald Trump, har været på banen. I sidste uge sagde han til CBS-programmet '60 Minutes', at der vil være "en alvorlig straf", hvis det viser sig, at Saudi-Arabien rent faktisk har dræbt journalisten.

Og i et nyt interview har han udtalt, at han har bedt de tyrkiske myndigheder om få udleveret video- og lydoptagelser af den forsvundne journalist, "hvis de findes".

Han har dog understreget, at Saudi-Arabien fortjener at blive betragtet som uskyldig, indtil andet er bevist. Men i det nye interview understreger han, at han ikke holder hånden over Saudi-Arabien.

Den saudiarabiske regering har selv afvist alle anklager og slået fast, at eventuelle sanktioner vil blive mødt af et modsvar.