VW's problemer ikke løst med forlig i USA

VW har indgået et forlig ved en amerikansk domstol, der kommer til at koste koncernen over 100 milliarder. VW's problem i Europa er 14 gange så stort.

Matthias Müller (til venstre) blev udpeget til ny topchef for VW-koncernen, da udstødnings-svindelen blev kendt. Han har siden sin tiltræøden udskiftet syv ud af ti chefer i koncernen (Foto: © pool, Scanpix)

Den tyske bilkoncern VW's forureningsskandale er langt større i Europa end i USA.

Der er i Europa solgt omkring 8,5 millioner biler, der er udstyret med den software, der skjuler bilernes virkelige forurening. I USA drejer det sig om cirka 600.000 solgte biler.

Med 14 gange så mange biler solgt i Europa ville en direkte overførsel af det amerikanske forlig koste VW i omegnen af 1.414 milliarder kroner.

Også lovbrud i EU

VW har i EU kun tilbudt at udskifte den software i bilerne, der har gjort det muligt at snyder med udstødningsmålingerne.

Men EU-kommissionen lader ikke bilproducenten slippe så let. Kommissionen har konstateret, at VW har krænket forbrugerlovgivningen i 20 ud af 28 medlemsstater.

Kommissionen har foreslået VW, at koncernen frivilligt tilbyder sine kunder erstatning, og sker det ikke, kan det komme på tale, at EU-kommissionen vil støtte kunderne i forsøg på at få erstatninger, siger DR's korrespondent I Tyskland, Michael Reiter.

Tilbagekøb

Der foregår i øjeblikket en dialog mellem kommissionen og VW, og forliget i USA kan ikke undgå at lægge et stort pres på VW.

Forliget indebærer, at koncernen tilbyder at køber 475.000 biler tilbage fra utilfredse kunder og bruger omkring 34 milliarder kroner på at rette op på den mer-udledning af skadelige stoffer, som er sket på grund af VW omgåelse af amerikanske miljøkrav.

04.11.16 - Omregningsfejl fra dollar til kroner rettet.