VW kan komme til at betale milliardlån tilbage til EU

VW har lånt milliarder i Den Europæiske Investeringsbank, som overvejer at kræve pengene tilbage.

En del af de penge, som Volkswagen har modtaget fra Den Europæiske Investeringsbank er øremærket udvikling af miljøvenlige motorer, så pengene skal måske betales tilbage. (Foto: © PATRIK STOLLARZ, Scanpix)

Den kriseramte Volkswagen-koncern kan på grund af den såkaldte udslipsskandale blive tvunget til at tilbagebetale milliardlån til Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Det siger investeringsbankens topchef, den tidligere tyske toppolitiker Werner Hoyer, til Süddeutsche Zeitung ifølge BBC.

Hoyer fortæller til den tyske avis, at en del af de penge, som VW har modtaget fra EIB, er øremærket udvikling af miljøvenlige motorer.

VW er blevet afsløret i at have fusket med millioner af sine dieselbiler ved at installere software, der forhindrede myndighederne i at måle bilernes reelle forurening.

Ud over prestigetabet har sagen kostet VW milliarder i mistet værdi på børserne, og forude truer mulige enorme bøder.

Banken har klare retningslinjer for, at dens udlån skal opfylde visse klimamål, og EIB vil nu gennemføre "en tilbundsgående undersøgelse" af, hvad VW har brugt pengene fra banken til.

Hvis undersøgelsen viser, at VW har brugt de lånte midler til andre formål end oplyst, så får det konsekvenser.

Siden 1990 har Volkswagen lånt, hvad der svarer til godt 34 milliarder kroner hos investeringsbanken, oplyser Werner Hoyer.

Aktuelt har VW udestående lån fra EIB på cirka 13 milliarder kroner.

/ritzau/